Tvist om selvrisiko for parkeringsskade og gebyr for førtidig opsigelse af bilforsikring

Nævnet finder ikke grundlag for at kritisere selskabets opkrævning af selvrisiko for skaden og gebyr for førtidig opsigelse inden for forsikringens første år. Begrundelsen herfor er som følger:

• Vedrørende selvrisiko for skaden: Nævnet har lagt vægt på, at skaden ikke opfylder betingelserne for at blive klassificeret som en 'parkeringsskade' i henhold til forsikringsbetingelsernes punkt 10.1. Disse betingelser kræver, at skaden er sket som følge af påkørsel af et andet køretøj, en indkøbsvogn eller slag fra bildør, og at skadevolder er ukendt. I den foreliggende sag var skaden selvforskyldt, idet klageren glemte at sætte bilen i 'park', og skadevolder var dermed ikke ukendt. Skaden falder derfor under kaskodækningen, hvor den aftalte selvrisiko på 7.121 kr. er gældende.

• Vedrørende opsigelsesgebyret: Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af forsikringsbetingelsernes punkt 1.13.6 og selskabets hjemmeside, at selskabet er berettiget til at opkræve et gebyr ved opsigelse med forkortet varsel, og at der gælder et forhøjet gebyr, når opsigelse sker inden for det første år af forsikringen. Dette er i overensstemmelse med sædvanlig praksis i branchen og tidligere kendelser fra Ankenævnet (f.eks. kendelse 101.907).

Nævnet bemærker dog, at det er kritisabelt, at selskabet den 23. januar 2025, mens sagen verserede ved Ankenævnet, fremsendte et frivilligt forlig til klageren. I dette forlig blev klageren opfordret til at anerkende en gæld på 7.121 kr. for selvrisiko samt yderligere beløb i form af renter og inkassogebyr, med en angivelse af, at inddrivelse kunne ske uden domserhvervelse efter Retsplejeloven § 478. Selvom denne fremgangsmåde kritiseres, ændrer det ikke ved sagens materielle afgørelse.

Fotos af bilen viser, at der på bilens bagerste venstre hjørne er en bule med vandrette ridser, og at der på bilens forreste venstre hjørne er en bule uden ridser.

Parternes hovedpåstande og centrale argumenter

Klagerens påstand: Klageren mener, at der kun er sket én skade på bilen, forårsaget af en trailer, der ramte bilen to steder. Han er derfor uenig i opkrævningen af to selvrisici og mener kun at skulle betale én. Klageren har betalt den ene selvrisiko, men bestrider den anden.

Selskabets påstand: Selskabet fastholder, at der er tale om to individuelle skader på klagerens bil og har opkrævet to selvrisici. Selskabet har frafaldet kravet om opkrævning af leasingselskabets gebyr for momsrefusion, hvilket reducerer deres krav mod klageren til 3.394,25 kr. for den anden skade.

Selskabets argumenter:

• Det er ikke muligt at påføre skaderne på de to steder samtidig ved én hændelse.
• Skadernes karakter (ridser i lakken ved den ene skade, men ikke i den anden) indikerer, at de ikke kan være opstået ved én hændelse.
• Klageren har ikke set, hvad der er sket med bilen, og der er ingen vidner.
• Selskabets cheftaksator vurderer, at skaden på venstre bagende sandsynligvis er opstået ved påkørsel af en betonstolpe eller lignende, og at ridserne stopper brat i en lige linje, hvilket ikke ville forekomme ved påkørsel af en anden bil eller trailer. Skaden på venstre front er en blød bule uden ridser i lakken.
• Cheftaksatoren afviser, at skaderne har årsagssammenhæng eller er opstået samtidig ved én påkørsel, da de er påført på to vidt forskellige måder.
• Det er uden betydning, at taksatoren ikke kontaktede klageren, da klageren på dette tidspunkt havde afleveret bilen til leasingselskabet, som under alle omstændigheder ville opkræve skadeudgiften hos selskabet.