Klageren kritiserede specifikt, at der var medtaget arbejde på en bagdør, da han mente kun at have ramt kofangeren. Selskabet forklarede, at afmontering og lakering af døren var nødvendig for at sikre farvelighed (toning) og give adgang til reparation af bagskærmen.

Retligt grundlag

Selskabet henviste til, at de som ansvarsforsikrer har ret til at afgøre skyldsspørgsmålet direkte over for skadelidte jf. Færdselsloven § 108, stk. 1. De argumenterede for, at en bakkemanøvre altid skal udføres uden fare for andre jf. Færdselsloven § 18, stk. 1.

Ankenævnet gav ikke klageren medhold og stadfæstede selskabets afgørelse.

Nævnets hovedkonklusioner

Nævnet lagde vægt på følgende punkter i deres afgørelse:

• Ansvar ved bakning: Det følger af retspraksis og Færdselsloven § 18, stk. 1, at en bakkende part har en særlig streng agtsomhedsforpligtelse og som udgangspunkt har den fulde vigepligt.

"...påkørslen skete i forbindelse med klagerens bakkemanøvre, hvorfor det som udgangspunkt er klageren, der pålægges det fulde ansvar, da han har ubetinget vigepligt."

• Ingen beviser for modpartens fejl: Nævnet fandt ikke, at klageren havde dokumenteret, at modparten havde begået sådanne alvorlige kørselsfejl, at ansvaret kunne placeres andre steder end hos den bakkende part.

• Skadens omfang: Nævnet vurderede, at taksatorrapporten og de fremlagte fotos stemte overens med de faktiske forhold ved uheldet. Der var ikke grundlag for at antage, at der var medtaget irrelevante skader eller at reparationsmetoden var unødigt omfattende.

• Direkte hæftelse: Selskabet var i sin gode ret til at anerkende erstatningspligten over for modparten i medfør af Færdselsloven § 108, stk. 1, og dermed var opkrævningen af selvrisikoen hos klageren også berettiget.

Klageren anførte, at modparten havde løjet om skadens omfang, især vedrørende en skade på kølerhjelmen, som klageren mente ikke var dækket. Klageren henviste til fotos af egen og modpartens bil samt taksatorrapporten som bevis. Klageren påstod endvidere, at selskabets sagsbehandling havde været mangelfuld, urimelig lang (over 2,5 år) og uretfærdig, og at klageren ikke havde modtaget al den ønskede dokumentation eller været tilstrækkeligt informeret undervejs. Klageren mente, at selvrisikoen burde annulleres, og at selskabet burde lukke sagen for egen regning, da klagerens egen bil ikke havde lidt skade.

Selskabets argumenter

Selskabet redegjorde for et omfattende sagsforløb med langvarig korrespondance med modpartens selskab. Selskabet fastholdt, at det loyalt havde forfægtet klagerens synspunkter over for modpartens selskab. Det fremgik af taksatorrapporten fra modpartens forsikringsselskab, at kofangeren på modpartens bil blev skubbet skæv ved uheldet. Selskabets taksator vurderede, at skaden på modpartens front var forenelig med den angivne skadesmekanisme, selvom der i starten var tvivl om skadernes placering. Selskabet oplyste, at selv uden den anfægtede kølerskade (som selskabet valgte ikke at tage i betragtning), oversteg reparationskravet klagerens selvrisiko. Selskabet henviste til, at det som ansvarsforsikrer har ret til at afgøre skyldsspørgsmålet i forhold til modparten, jf. Færdselsloven § 108, stk. 1. Selskabet beklagede den lange sagsbehandlingstid, men forklarede, at den skyldtes uenigheden og forsøget på at forfægte klagerens synspunkter. Selskabet bekræftede, at modparten havde oplyst, at der ikke var ældre skader på bilen.

Skadesopgørelse

Modpartens bil blev repareret for et samlet beløb på 24.229,51 kr. ifølge taksatorrapporten. En detaljeret opgørelse af reparationsomkostningerne var som følger: