Afslag på acontoerstatning for varigt mén efter trafikulykke

Baggrund

Klageren har en bilforsikring med førerpladsdækning i Privatsikring og klager over, at selskabet har afvist at udbetale acontoerstatning efter en trafikulykke den 7. december 2014.

Klagerens påstande

Klagerens advokat anfører, at selskabet skal udbetale acontoerstatning svarende til 5 % méngrad, da klageren var ude for en trafikulykke, hvor hun påkørte et træ og et vejskilt i forsøget på at undvige et dådyr. Efter ulykken blev hun indbragt på skadestuen med smerter i nakke, højre skulder og højre hofte. Hun har efterfølgende været i behandling hos flere speciallæger, og hendes ulykkesforsikring ved et andet selskab har vurderet hendes méngrad til 10 %. Advokaten henviser til Erstatningsansvarsloven § 16 og bemærkningerne hertil, som begrunder, at et forsikringsselskab er forpligtet til at udbetale acontoerstatning.

Selskabets argumenter

Selskabet afviser at udbetale acontoerstatning, da der er tvivl om årsagssammenhængen mellem ulykken og klagerens gener, og sagen er derfor indbragt for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Selskabet mener ikke, at der foreligger et sikkert varigt mén på mindst 5 %, og derfor er de ikke forpligtet til at udbetale acontoerstatning. Selskabet fremhæver, at klageren efter ulykken var sygemeldt i en kort periode, hvorefter hun genoptog sit arbejde på fuld tid i næsten otte måneder, før hun igen blev deltidssygemeldt. De mener, at følgerne af en piskesmældslæsion normalt ikke forværres over tid, og at en eventuel forværring kan skyldes andre forhold.

Nævnet finder efter en gennemgang af sagen ikke grundlag for at pålægge selskabet at udbetale acontoerstatning, da nævnet finder, at det ikke med den fornødne sikkerhed kan anses for givet, at klageren har fået et varigt mén som følge af færdselsuheldet, der kan fastsættes til en méngrad på i alt fald 5 %.

Nævnet har blandt andet lagt vægt på, at diagnosen og omfanget af klagerens gener er baseret på hendes subjektive angivelser. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at klageren har angivet, at hun har oplevet en forværring af sine gener efter, at hun i en lang periode efter ulykkestilfældet kunne varetage sit arbejde på fuld tid, hvilket efter nævnets opfattelse giver grundlag for at undersøge, om der er andre årsager til hendes gener end ulykkestilfældet. Videre har nævnet lagt vægt på, at selskabet ikke er bundet af vurderingen fra andre selskaber eller en anden afdeling internt i selskabet.

Nævnet kan derfor ikke kritisere, at selskabet afventer udtalelsen fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om årsagssammenhængen.

Indholdet af de 2 speciallægeerklæringer kan efter nævnets opfattelse heller ikke føre til andet resultat.