Uenighed om méngrad efter piskesmæld: Afvisning af erstatning for varigt mén under 5%

Parternes argumenter

Klagerens advokat og læge argumenterede for, at ménet skulle fastsættes til mindst 5%. De anførte:

• At Arbejdsskadestyrelsens henvisning til "ømme atrofiske fingre" var en fejlfortolkning af en slåfejl i journalen, hvor der skulle have stået "arthrotiske fingre" (slidgigt), hvilket ikke havde medicinsk sammenhæng med nakkesmerterne.
• At de nuværende smerter var af en helt anden karakter og intensitet end de lette, arbejdsbetingede nakkesmerter, hun havde før ulykken.
• At klagerens ihærdighed og manglende selvmedlidenhed var årsagen til, at hun ikke sygemeldte sig med det samme.

TrygVesta Forsikring fastholdt sin afgørelse og henviste til:

• At bevisbyrden for en méngrad på 5% eller derover påhviler klageren.
• At Arbejdsskadestyrelsens vurdering klart fastslog et mén under 5% og manglende årsagssammenhæng.
• At der ifølge forsikringsbetingelserne ikke udbetales erstatning for mén under 5%.
• At der manglede "brosymptomer", dvs. en umiddelbar og vedvarende sammenhæng mellem ulykken og de senere gener.

Ankenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere forsikringsselskabets afgørelse. Nævnet lagde afgørende vægt på, at Arbejdsskadestyrelsen havde vurderet, at klagerens varige mén som følge af ulykkestilfældet var mindre end 5%. Det blev yderligere bemærket, at Arbejdsskadestyrelsen efter en revurdering af sagen ikke fandt anledning til at ændre sin oprindelige vurdering.

Da forsikringsbetingelserne fastsætter, at der ikke udbetales erstatning for et varigt mén på under 5%, og da Arbejdsskadestyrelsens vurdering lå til grund for afgørelsen, blev klagen ikke taget til følge.

Parternes påstande og argumenter

Klagerens påstand: Klageren ønsker at anke sin sag og opnå méngradsdækning for sine ryggener, da hun er overbevist om, at disse skyldes ulykken den 7. juli 2015. Hun kræver, at hendes varige mén fastsættes højere end de 8%, som selskabet har udbetalt godtgørelse for.

Selskabets påstand: Selskabet fastholder, at méngraden skal fastsættes til 8% og har udbetalt godtgørelse svarende hertil. De afviser yderligere erstatning for ryggenerne, da de ikke finder det dokumenteret, at der er årsagssammenhæng mellem ulykken og klagerens aktuelle ryggener. Selskabet henviser til:

• Manglende strakssymptomer i ryggen i tidsnær sammenhæng med ulykken.
• Journaloplysninger fra klagerens egen læge af 23. juni 2015 (før ulykken), hvoraf det fremgår, at klageren allerede havde klaget over bevægelsesrelaterede smerter i ryggen.
• En tidligere trafikulykke i 2011, hvor klageren også havde pådraget sig lænderyggener.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings (AES) vurderinger

Selskabet forelagde sagen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES). AES vurderede i en vejledende udtalelse af 15. august 2017 klagerens varige mén til 8% som følge af ulykken. Denne vurdering tog udgangspunkt i gener som hukommelses- og koncentrationsbesvær, lydfølsomhed, spændinger i nakken og tinnitus, samt gener i venstre albue og ankel. AES fastholdt denne vurdering i en genvurdering af 20. december 2017, hvor de specifikt anførte, at der ikke var årsagssammenhæng mellem ulykken og klagerens aktuelle gener i brystryg og lænd, da der ikke forelå oplysninger om strakssymptomer.

Selskabet har på baggrund af AES's vurderinger og egne lægekonsulenters udtalelser fastholdt, at klageren ikke er berettiget til yderligere erstatning for varigt mén relateret til ryggenerne.