EU-Domstolen kender Ungarn skyldig i brud på pressefriheden
EU-Domstolen afsagde den 26. februar 2026 en principiel dom i sag C-92/23 (Europa-Kommissionen mod Ungarn), hvori Store Afdeling fastslår, at Ungarn på en række punkter har tilsidesat sine EU-retlige forpligtelser ved at fratage den ungarske radiostation Klubrádió muligheden for at sende på FM-frekvensen 92,9 MHz. Dommen er et markant signal om, at EU-retten og Chartrets artikel 11 om ytringsfrihed og mediefrihed finder fuld anvendelse, når medlemsstater regulerer adgangen til radiofrekvenser.
Baggrund: Hvordan Klubrádió mistede sin sendetilladelse
Klubrádió er en kommerciel radiostation, der i en årrække sendte på frekvensen 92,9 MHz i Ungarn. Det ungarske medieråd, Médiatanács, nægtede den 8. september 2020 at forny Klubrádios brugsret til frekvensen (afgørelse nr. 830/2020). Grundlaget for afvisningen var § 48, stk. 7, i den ungarske medielov (lov CLXXXV af 2010), der automatisk udelukker fornyelse, hvis en rettighedshaver gentagne gange har overtrådt forpligtelsen til at indberette sendekvotedata — selv hvis overtrædelserne var rent formelle, af mindre karakter og allerede sanktioneret med bøder efterfulgt af fuld lovlydighed.
I november 2020 udskrev Médiatanács et udbud om frekvensen 92,9 MHz og afviste Klubrádios tilbud som ugyldigt i afgørelse nr. 180/2021 af 10. marts 2021 med henvisning til mindre fejl i ansøgningsmaterialet. Der fandtes ikke mulighed for et forholdsmæssigt skøn til at vurdere fejlenes ubetydelige karakter.
Europa-Kommissionen anlagde herefter traktatbrudssøgsmål, støttet af Belgien, Danmark og Nederlandene.
Domstolens afgørelse: Seks selvstændige overtrædelser
EU-Domstolen fastslår, at Ungarn har tilsidesat EU-retten på følgende punkter:
| Overtrædelse | Retsgrundlag |
|---|---|
| Automatisk afvisning af frekvensfornyelse uden individuel proportionalitetsvurdering | Direktiv 2002/20/EF, art. 5 og 7; proportionalitetsprincippet |
| Afvisningsafgørelse truffet lang tid efter seksugersfristens udløb | Direktiv 2002/20/EF, art. 5, stk. 3; god forvaltning |
| Uforholdsmæssige udbudsbetingelser og manglende forhåndsfastsatte kriterier | Direktiv 2002/20/EF, art. 5, stk. 2; direktiv 2018/1972, art. 45, stk. 1 |
| Manglende rettidige forberedelser til frekvensudbud | Direktiv 2002/21/EF, art. 8 og 9; god forvaltning |
| Forbud mod midlertidige brugsrettigheder for providers med gentagne overtrædelser | Direktiv 2018/1972, art. 45, stk. 1; proportionalitetsprincippet |
| Krænkelse af ytringsfriheden og mediefriheden | EU-Chartret, artikel 11 |
Ytringsfriheden er ikke et absolut forbud — men indgrebene var uforholdsmæssige
Domstolen understreger, at enhver national foranstaltning, der begrænser radio-selskabers adgang til frekvenser, udgør et indgreb i ytringsfriheden og mediefriheden, der er beskyttet ved Chartrets artikel 11. Selv om ytringsfriheden ikke er absolut, skal indgreb i denne frihed opfylde kravene i Chartrets artikel 52: de skal være fastsat ved lov, overholde frihedens kerne og være nødvendige og forholdsmæssige.
Domstolen fastslog, at § 48, stk. 7, i den ungarske medielov er uforenelig med Chartrets artikel 11, fordi den fratager Medierådet enhver mulighed for at vurdere overtrædelsernes alvor og nødvendigheden af et frekvensnægtelse som sanktion.
Domstolen, præmis 369: Artikel 11 i Chartret udgør et af de bærende grundlag for et pluralistisk, demokratisk samfund og er en af de værdier, som EU er grundlagt på i medfør af artikel 2 TEU. Indgreb i de rettigheder og friheder, der er sikret ved artikel 11, skal begrænses til det strengt nødvendige.
Støtte fra tre medlemsstater og internationale organisationer
Belgien, Danmark og Nederlandene intervenerede til støtte for Kommissionen. Belgien henviste til rapporter udarbejdet i perioden 2019–2023 af Center for Media Pluralism and Media Freedom, Det Europæiske Audiovisuelle Observatorium, Europarådets Menneskerettighedskommissær og FN's særlige rapportør for ytringsfrihed, der alle udtrykte alvorlig bekymring for mediefrihedens tilstand i Ungarn.
Sagsomkostninger
Ungarn pålægges at betale fire femtedele af Kommissionens sagsomkostninger ud over sine egne. Europa-Kommissionen bærer én femtedel af egne omkostninger. Belgien, Danmark og Nederlandene bærer hver deres egne omkostninger.
Dommen har ECLI-referencen ECLI:EU:C:2026:108 og er afsagt af EU-Domstolens Store Afdeling.
