Afskedigelse af fleksjobansat med handicap var ikke forskelsbehandling

Klager, en fleksjobansat kontormedarbejder, der er kørestolsbruger som følge af en rygmarvsskade fra 2002, blev afskediget af sin arbejdsgiver den 17. april 2023. Opsigelsen skete med henvisning til funktionærlovens 120-dages regel, da klager havde haft 123 sygedage inden for de seneste 12 måneder. Klager påstod, at afskedigelsen udgjorde forskelsbehandling på grund af handicap.

Nævnets vurdering af handicap

Ligebehandlingsnævnet behandler sager om forskelsbehandling på grund af handicap i henhold til Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 1, stk. 1-3. Nævnet vurderede, at klager havde et handicap i lovens forstand, da hans rygmarvsskade fra 2002 medførte langvarige funktionsbegrænsninger, der forhindrede ham i at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre. Dette blev understøttet af, at klager var ansat i fleksjob med skånehensyn.

Vurdering af forskelsbehandling

Ifølge Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 7a påhviler det klager at påvise faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling. Klager anførte, at sygefraværet skyldtes et behandlingskrævende siddesår, som gjorde det vanskeligt at udføre siddende arbejde, og at arbejdsgiveren ikke havde forsøgt at tilpasse arbejdet. Klager foreslog løsninger som nedsat tid, hjemmearbejde eller en liggende arbejdsplads.

Arbejdsgiveren afviste påstanden om forskelsbehandling og forklarede, at:

• Ingen medarbejdere arbejder hjemmefra, og virksomhedens økonomisystem understøtter det ikke.
• Klagers arbejdsfunktioner krævede fysisk tilstedeværelse (håndtering af fakturaer, lagerlister mv.).
• Klager havde ikke udtrykt ønske om en liggende arbejdsplads.
• Opsigelsen var begrundet i opfyldelsen af 120-dages reglen og klagers oplysning om et forventet sygefravær på mindst et år, hvilket ikke kunne dækkes forsvarligt af en vikar.

Nævnet fandt, at der ikke var fremlagt tilstrækkelig dokumentation for en konkret sammenhæng mellem klagers sygefravær og hans handicap, der kunne give anledning til at formode forskelsbehandling. Klager havde ikke påvist faktiske omstændigheder, der indikerede, at afskedigelsen var begrundet i hans handicap frem for det omfattende sygefravær.

Konklusion

På baggrund af sagens oplysninger fandt Ligebehandlingsnævnet, at det ikke var i strid med Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2, stk. 1 at afskedige klager. Klager fik derfor ikke medhold i sin klage. Sagen blev behandlet i henhold til reglerne i Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet.