Ulovlig afskedigelse af medarbejder med handicap efter COVID-19-sygdom

En social- og sundhedshjælper blev afskediget af en kommune efter et langvarigt sygeforløb med senfølger fra COVID-19. Ligebehandlingsnævnet fandt, at afskedigelsen var i strid med Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v..

Nævnet vurderede, at medarbejderens senfølger, herunder kognitive problemer og ekstrem træthed, udgjorde en langvarig funktionsbegrænsning, der betragtes som et handicap i lovens forstand. Da afskedigelsen var begrundet i sygefravær relateret til dette handicap, påhvilede det kommunen at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke var krænket.

Vurdering af tilpasningsforpligtelse

Kommunen havde en pligt til at iværksætte hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger for at fastholde medarbejderen i jobbet, jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2a. Selvom kommunen havde forsøgt med forskellige tiltag som gradvis tilbagevenden og virksomhedspraktik, var disse forsøg blevet afbrudt.

Kort før opsigelsen forelå en lægelig varighedserklæring, som skitserede en konkret og langsom optrapningsplan:

• Start på 12 timer om ugen.
• Forøgelse med en halv time hver fjerde uge.
• Forventet raskmelding inden for 6-8 måneder.

Nævnet fandt, at kommunen ikke havde løftet bevisbyrden for, at det ville udgøre en uforholdsmæssig stor byrde at følge denne lægelige anbefaling. Kommunen havde heller ikke godtgjort, at medarbejderen med disse tilpasninger ikke ville være kompetent og egnet til at varetage væsentlige funktioner i stillingen.

På den baggrund fik klager medhold og blev tilkendt en godtgørelse på 270.000 kr., svarende til ca. 9 måneders løn, i henhold til Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 7, stk. 1.