Stadfæstelse af afslag på visum grundet manglende dokumentation for kæresteforhold

Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på Schengenvisum til en ca. 50-årig kvinde fra Marokko, der ønskede at besøge sin ægtefælle (værten) i Danmark.

Baggrund for afgørelsen

Ansøgeren og værten blev gift i Marokko i 2010, men værten var gift med en anden kvinde i Danmark indtil 2023. Udlændingestyrelsen meddelte afslag på visum med henvisning til visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b) og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 13, jf. § 16 og bilag 2. Styrelsen vurderede, at der var begrundet tvivl om ansøgerens hensigt om at forlade Schengenlandene inden visummets udløb.

Udlændingestyrelsen kunne ikke anerkende ægteskabet, da der manglede dokumentation for parrets samtidige fysiske tilstedeværelse ved vielsen i Marokko, og fordi værten var gift med en anden. Det blev bemærket, at et udenlandsk ægteskab kun anerkendes efter dansk ret, hvis grundlæggende krav opfyldes, herunder fysisk tilstedeværelse, jf. lov om ægteskabs indgåelse og opløsning § 22 b, stk. 2.

Vurdering af relationen

Udlændingestyrelsen fandt heller ikke, at parret opfyldte betingelserne for visum som faste samlevere, da de ikke boede på fælles bopæl. Ligeledes blev relationen ikke anerkendt som et fast kæresteforhold, da værten havde mellemliggende ægteskaber i den periode, hvor parret angiveligt havde en romantisk relation. Styrelsen lagde vægt på, at ansøgeren ikke kunne klarlægge, hvornår parret mødtes, og at der var en betydelig aldersforskel på ca. 40 år, hvilket indgik som et delelement i den samlede vurdering.

Udlændingenævnets stadfæstelse

Udlændingenævnet fastholdt Udlændingestyrelsens afgørelse og lagde vægt på, at værten var gift med en anden kvinde i Danmark frem til 2023. Nævnet vurderede derfor kun kæresteforholdet efter denne dato. Det blev fundet, at der ikke var konkrete holdepunkter for et sædvanligt forudgående personligt kendskab i kraft af et fast kæresteforhold, da besøg i Marokko ikke var dokumenteret, og daglig kontakt via WhatsApp alene ikke var tilstrækkelig. En fælles adresse på værtens marokkanske identitetskort kunne heller ikke ændre vurderingen, da værten ikke var registreret som udrejst fra Danmark.

Nævnet fandt desuden ikke, at parret havde forpligtet sig over for hinanden i en grad, der udgjorde et beskyttelsesværdigt familieliv, jf. EMRK artikel 8. Selvom nævnet havde forståelse for værtens alvorlige sygdom, kunne dette ikke danne grundlag for et andet udfald, da kæresteforholdet ikke kunne lægges til grund for ansøgningen.