Stadfæstelse af afslag på ægtefællesammenføring grundet tidligere udvisning og indrejseforbud

Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en iransk statsborger, der var udvist ved dom med indrejseforbud i 6 år. Ansøgeren blev vejledt om muligheden for at begære indrejseforbuddet ophævet eller ændret ved retten.

Sagens baggrund

Ansøgeren indrejste i Danmark i 2016 og fik endeligt afslag på asyl samme år. Han blev administrativt udvist i marts 2017. I oktober 2021 blev han udvist ved dom med et indrejseforbud i 6 år for overtrædelse af kontrolforpligtelser på et udrejsecenter. I november 2021 indgik ansøgeren ægteskab med referencen. I januar 2023 blev han på ny idømt fængsel og udvist med et indrejseforbud i 6 år for ikke at have overholdt sin melde- og opholdspligt. Ansøgningen om opholdstilladelse under henvisning til referencen blev indgivet i december 2021, men Udlændingestyrelsen meddelte afslag i september 2022 med henvisning til indrejseforbuddet. Styrelsen vurderede, at der ikke forelå ganske særlige forhold, der kunne begrunde opholdstilladelse før udløbet af indrejseforbuddet, og at ægteskabet og referencens samvær med særbørn ikke ændrede vurderingen.

Udlændingenævnets vurdering

Udlændingenævnet fastholdt Udlændingestyrelsens afgørelse, hvilket betyder, at ansøgeren ikke kan gives opholdstilladelse som ægtefællesammenført i Danmark i medfør af Udlændingeloven § 9, stk. 1, jf. Udlændingeloven § 10, stk. 4. Nævnet lagde afgørende vægt på, at ansøgeren i december 2016 fik endeligt afslag på asyl, ikke udrejste, og flere gange er udvist af Danmark, senest ved dom i januar 2023 med indrejseforbud i 6 år i medfør af Udlændingeloven § 24 og Udlændingeloven § 32, stk. 4. Dommen blev stadfæstet i landsretten i september 2023, og ansøgeren er fortsat ikke udrejst.

Nævnet henviste til, at en udlænding med indrejseforbud som udgangspunkt ikke kan gives opholdstilladelse, medmindre ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler herfor, dog tidligst 2 år efter udrejsen. Udlændingenævnet vurderede, at familielivet blev stiftet på et tidspunkt, hvor parterne ikke kunne have haft en berettiget forventning om at kunne udleve familielivet i Danmark, da ansøgeren allerede var udvist med indrejseforbud. Det blev også fremhævet, at ansøgeren aldrig har haft opholdstilladelse i Danmark, ikke har villet udrejse, og aldrig har boet sammen med referencen eller hendes børn.

Internationale forpligtelser

Det blev vurderet, at et afslag på familiesammenføring ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8 om retten til familie- og privatliv og Børnekonventionens artikel 3, 7, 9 og 10 om børns tarv. Nævnet lagde vægt på, at referencens særbørn er anbragt uden for hjemmet og kun besøger hende i weekenderne. Selvom relationen mellem ansøgeren og børnene måtte være omfattet af EMRK artikel 8, fandt nævnet det fortsat proportionalt at meddele afslag, da ansøgeren er udvist med indrejseforbud og endnu ikke er udrejst. Nævnet vurderede, at indgrebet i familiens ret til familie- og privatliv ikke er uproportionalt, da referencen selv valgte at indgå ægteskab på et tidspunkt, hvor ansøgeren var udvist med indrejseforbud. Hensynet til statens effektive immigrationskontrol er omfattet af EMRK artikel 8, stk. 2, jf. EMD-dommen Osman mod Danmark (2011).

Ansøgeren er ikke anerkendt som flygtning i Danmark, da hans asylansøgning blev endeligt afvist i 2016, og en genoptagelse blev afvist i 2018. Udlændingenævnet fandt på baggrund af sagens samlede omstændigheder, at det ikke er uproportionalt at meddele afslag på opholdstilladelse. Ansøgeren er ikke afskåret fra at søge om familiesammenføring, når han har været udrejst af Danmark i mindst 2 år.