Gældende

LBK nr 1009 af 02/09/2024

Udlændinge- og Integrationsministeriet

Udlændingeloven § 10

En udlænding kan ikke gives opholdstilladelse efter §§ 7-9 f, 9 i-9 n, 9 p eller 9 q, hvis

udlændingen må anses for en fare for statens sikkerhed,
udlændingen må anses for en alvorlig trussel mod den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed eller
udlændingen anses for omfattet af artikel 1 F i flygtningekonventionen af 28. juli 1951.

Stk. 2. En udlænding kan uden for de i stk. 1 nævnte tilfælde ikke, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor, gives opholdstilladelse efter §§ 7-9 f, 9 i-9 n, 9 p eller 9 q, hvis

udlændingen uden for landet er dømt for et forhold, som kunne medføre udvisning efter §§ 22, 23 eller 24, såfremt pådømmelsen var sket her i landet,
der er alvorlig grund til at antage, at udlændingen uden for landet har begået en lovovertrædelse, som kunne medføre udvisning efter §§ 22, 23 eller 24,
der i øvrigt foreligger omstændigheder, som kunne medføre udvisning efter reglerne i kapitel 4,
udlændingen ikke er statsborger i et Schengenland eller et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union, og er indberettet til SIS som uønsket i medfør af SIS-forordningen, eller
udlændingen på grund af smitsom sygdom eller alvorligere sjælelig forstyrrelse må antages at ville frembyde fare eller væsentlige ulemper for sine omgivelser.

Stk. 3. En udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter §§ 22-24 eller § 25, eller som har et indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, nr. 5, i forbindelse med bortfald efter § 21 b, stk. 1, kan ikke gives opholdstilladelse efter §§ 7 og 8, stk. 1 eller 2, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. En udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter § 25 a, § 25 b eller § 25 c, eller som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, nr. 2, kan gives opholdstilladelse efter § 7 og § 8, stk. 1 eller 2, medmindre særlige grunde taler derimod.

Stk. 4. En udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, nr. 1 og 5, kan ikke gives opholdstilladelse efter § 8, stk. 3, og §§ 9-9 f, 9 i-9 n, 9 p eller 9 q, medmindre ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor, dog tidligst 2 år efter udrejsen. Kravet om, at der skal være forløbet 2 år fra udrejsen, gælder dog ikke for en udlænding, som ikke er statsborger i et af de lande, der er nævnt i § 2, stk. 1 (tredjelandsstatsborger), og som er udvist efter § 25 b eller er meddelt indrejseforbud efter § 32, stk. 1, nr. 2.

Stk. 5. En udlænding, som er omfattet af restriktive foranstaltninger i form af begrænsninger med hensyn til indrejse og gennemrejse besluttet af De Forenede Nationer eller Den Europæiske Union, jf. § 32, stk. 1, nr. 3, kan ikke gives registreringsbevis eller opholdskort i medfør af EU-reglerne, jf. § 6, eller opholdstilladelse efter §§ 7-9 f, 9 i-9 n, 9 p eller 9 q, medmindre særlige grunde taler derfor.

Stk. 6. En udlænding, som er optaget på den liste, der er nævnt i § 29 c, stk. 1, kan ikke gives opholdstilladelse efter §§ 7-9 f, 9 i-9 n, 9 p eller 9 q, medmindre særlige grunde taler derfor.

Gældende§ 10

Retsinformation

Lov om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love (Skærpelse af udvisningsreglerne samt indarbejdelse af reglerne om udvisning af udlændinge omfattet af EU-reglerne m.v.)

Dato

21. juni 2025

Ministerium

Udlændinge- og Integrationsministeriet

Kort navn

LOV nr 755 af 20/06/2025

Nuværende lovtekst

Konsolideret lovtekst

Nuværende lovtekst → Konsolideret lovtekst RENAMED Viewed

@@ -1,27 +1,27 @@
 En udlænding kan ikke gives opholdstilladelse efter §§ 7-9 f, 9 i-9 n, 9 p eller 9 q, hvis
 1) udlændingen må anses for en fare for statens sikkerhed,
 2) udlændingen må anses for en alvorlig trussel mod den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed eller
 3) udlændingen anses for omfattet af artikel 1 F i flygtningekonventionen af 28\. juli 1951.
 Stk. 2. En udlænding kan uden for de i stk. 1 nævnte tilfælde ikke, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor, gives opholdstilladelse efter §§ 7-9 f, 9 i-9 n, 9 p eller 9 q, hvis
-1) udlændingen uden for landet er dømt for et forhold, som kunne medføre udvisning efter §§ 22, 23 eller 24, såfremt pådømmelsen var sket her i landet,
-2) der er alvorlig grund til at antage, at udlændingen uden for landet har begået en lovovertrædelse, som kunne medføre udvisning efter §§ 22, 23 eller 24,
 3) der i øvrigt foreligger omstændigheder, som kunne medføre udvisning efter reglerne i kapitel 4,
 4) udlændingen ikke er statsborger i et Schengenland eller et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union, og er indberettet til SIS som uønsket i medfør af SIS-forordningen, eller
 5) udlændingen på grund af smitsom sygdom eller alvorligere sjælelig forstyrrelse må antages at ville frembyde fare eller væsentlige ulemper for sine omgivelser.
-Stk. 3. En udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter §§ 22-24 eller § 25, eller som har et indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, nr. 5, i forbindelse med bortfald efter § 21 b, stk. 1, kan ikke gives opholdstilladelse efter §§ 7 og 8, stk. 1 eller 2, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. En udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter § 25 a, § 25 b eller § 25 c, eller som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, nr. 2, kan gives opholdstilladelse efter § 7 og § 8, stk. 1 eller 2, medmindre særlige grunde taler derimod.
-Stk. 4. En udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, nr. 1 og 5, kan ikke gives opholdstilladelse efter § 8, stk. 3, og §§ 9-9 f, 9 i-9 n, 9 p eller 9 q, medmindre ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor, dog tidligst 2 år efter udrejsen. Kravet om, at der skal være forløbet 2 år fra udrejsen, gælder dog ikke for en udlænding, som ikke er statsborger i et af de lande, der er nævnt i § 2, stk. 1 (tredjelandsstatsborger), og som er udvist efter § 25 b eller er meddelt indrejseforbud efter § 32, stk. 1, nr. 2.
 Stk. 5. En udlænding, som er omfattet af restriktive foranstaltninger i form af begrænsninger med hensyn til indrejse og gennemrejse besluttet af De Forenede Nationer eller Den Europæiske Union, jf. § 32, stk. 1, nr. 3, kan ikke gives registreringsbevis eller opholdskort i medfør af EU-reglerne, jf. § 6, eller opholdstilladelse efter §§ 7-9 f, 9 i-9 n, 9 p eller 9 q, medmindre særlige grunde taler derfor.
 Stk. 6. En udlænding, som er optaget på den liste, der er nævnt i § 29 c, stk. 1, kan ikke gives opholdstilladelse efter §§ 7-9 f, 9 i-9 n, 9 p eller 9 q, medmindre særlige grunde taler derfor.

 En udlænding kan ikke gives opholdstilladelse efter §§ 7-9 f, 9 i-9 n, 9 p eller 9 q, hvis
 1) udlændingen må anses for en fare for statens sikkerhed,
 2) udlændingen må anses for en alvorlig trussel mod den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed eller
 3) udlændingen anses for omfattet af artikel 1 F i flygtningekonventionen af 28\. juli 1951.
 Stk. 2. En udlænding kan uden for de i stk. 1 nævnte tilfælde ikke, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor, gives opholdstilladelse efter §§ 7-9 f, 9 i-9 n, 9 p eller 9 q, hvis
+1) udlændingen uden for landet er dømt for et forhold, som kunne medføre udvisning efter §§ 22 eller 23, såfremt pådømmelsen var sket her i landet,
+2) der er alvorlig grund til at antage, at udlændingen uden for landet har begået en lovovertrædelse, som kunne medføre udvisning efter §§ 22 eller 23,
 3) der i øvrigt foreligger omstændigheder, som kunne medføre udvisning efter reglerne i kapitel 4,
 4) udlændingen ikke er statsborger i et Schengenland eller et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union, og er indberettet til SIS som uønsket i medfør af SIS-forordningen, eller
 5) udlændingen på grund af smitsom sygdom eller alvorligere sjælelig forstyrrelse må antages at ville frembyde fare eller væsentlige ulemper for sine omgivelser.
+Stk. 3. En udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter §§ 22, 23 eller 25, eller som har et indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, nr. 5, i forbindelse med bortfald efter § 21 b, stk. 1, kan ikke gives opholdstilladelse efter §§ 7 og 8, stk. 1 eller 2, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. En udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter § 25 a, § 25 b eller § 25 c, eller som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, nr. 2, kan gives opholdstilladelse efter § 7 og § 8, stk. 1 eller 2, medmindre særlige grunde taler derimod.
+Stk. 4. En udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, nr. 1, 2 eller 5, kan ikke gives opholdstilladelse efter § 8, stk. 3, eller §§ 9-9 f, 9 i-9 n, 9 p eller 9 q, medmindre ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor.
 Stk. 5. En udlænding, som er omfattet af restriktive foranstaltninger i form af begrænsninger med hensyn til indrejse og gennemrejse besluttet af De Forenede Nationer eller Den Europæiske Union, jf. § 32, stk. 1, nr. 3, kan ikke gives registreringsbevis eller opholdskort i medfør af EU-reglerne, jf. § 6, eller opholdstilladelse efter §§ 7-9 f, 9 i-9 n, 9 p eller 9 q, medmindre særlige grunde taler derfor.
 Stk. 6. En udlænding, som er optaget på den liste, der er nævnt i § 29 c, stk. 1, kan ikke gives opholdstilladelse efter §§ 7-9 f, 9 i-9 n, 9 p eller 9 q, medmindre særlige grunde taler derfor.

Ændringer

Nr 4:	I § 10, stk. 2, nr. 1 og 2, ændres »§§ 22, 23 eller 24« til: »§§ 22 eller 23«.
Nr 5:	I § 10, stk. 3, 1. pkt., ændres »§§ 22-24 eller 25« til: »§§ 22, 23 eller 25«.
Nr 6:	I § 10, stk. 4, 1. pkt., ændres », jf. § 32, stk. 1, nr. 1 og 5« til: »efter § 32, stk. 1, nr. 1, 2 eller 5«, »§ 8, stk. 3, og« ændres til: »§ 8, stk. 3, eller«, og », dog tidligst 2 år efter udrejsen« udgår.
Nr 7:	§ 10, stk. 4, 2. pkt., ophæves.

Forarbejder

Til nr. 7

Efter udlændingelovens § 10, stk. 4, 2. pkt., gælder kravet om, at der skal være forløbet 2 år fra udrejsen, ikke for en udlænding, som ikke er statsborger i et af de lande, der er nævnt i § 2, stk. 1 (tredjelandsstatsborger), og som er udvist efter § 25 b eller er meddelt indrejseforbud efter § 32, stk. 1, nr. 2.

Kravet i udlændingelovens § 10, stk. 4, 2. pkt., henviser til kravet i § 10, stk. 4, 1. pkt., om, at der tidligst kan meddeles opholdstilladelse efter de bestemmelser, der er nævnt i udlændingelovens § 10, stk. 4, 2 år efter udlændingens udrejse.

Det foreslås, at § 10, stk. 4, 2. pkt., ophæves.

Som følge af de foreslåede ændringer i § 10, stk. 4, 1. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 6, vil § 10, stk. 4, 2. pkt., ikke længere have selvstændig betydning, idet 2-årskravet i overensstemmelse med gældende praksis, jf. ovenfor, ikke vil finde anvendelse.

Til nr. 6

Efter udlændingelovens § 10, stk. 4, kan en udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, nr. 1 og 5, ikke gives opholdstilladelse efter § 8, stk. 3, og §§ 9-9 f, 9 i-9 n, 9 p eller 9 q, medmindre ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor, dog tidligst 2 år efter udrejsen. Kravet om, at der skal være forløbet 2 år fra udrejsen, gælder dog ikke for en udlænding, som ikke er statsborger i et af de lande, der er nævnt i § 2, stk. 1 (tredjelandsstatsborger), og som er udvist efter § 25 b eller er meddelt indrejseforbud efter § 32, stk. 1, nr. 2.

Udlændingelovens § 10, stk. 4, regulerer muligheden for opholdstilladelse på andet grundlag end asyl til udlændinge, der er meddelt indrejseforbud i forbindelse med udvisning, jf. § 32, stk. 1, nr. 1, eller bortfald af opholdstilladelse, jf. § 32, stk. 1, nr. 5.

Det fremgår af udlændingelovens § 32, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 3, at der som det klare udgangspunkt fastsættes et indrejseforbud, hvis udlændingen er pålagt at udrejse af landet straks eller ikke udrejser i overensstemmelse med en udrejsefrist, jf. § 33, stk. 2.

Før de ændringer af udlændingeloven, der blev gennemført med lov nr. 821 af 9. juni 2020 om ændring af udlændingeloven, integrationsloven og forskellige andre love (Forenkling af regler, herunder om klageadgangen til Udlændingenævnet og indrejseforbud, indførelse af en bagatelgrænse for tilbagebetaling af gebyr, præcisering af adgangen og ændring af kompetencen til at forlænge en udrejsefrist, opfølgning på evaluering af Danmarks anvendelse af Schengenreglerne om bl.a. tilbagesendelse og præcisering af rækkevidden af indrejseforbud omfattet af udsendelsesdirektivet m.v.), blev udlændinge, der var tredjelandsstatsborgere, og som var pålagt at udrejse af landet straks, eller som ikke udrejste i overensstemmelse med en udrejsefrist, som udgangspunkt udvist og meddelt et indrejseforbud, jf. de dagældende bestemmelser i udlændingelovens § 25 b, stk. 2, og § 32, stk. 1.

De var derfor omfattet af den dagældende bestemmelse i udlændingelovens § 10, stk. 4, 1. pkt., hvorefter blandt andre udlændinge, der havde indrejseforbud efter § 32, stk. 1, ikke kunne gives opholdstilladelse efter § 8, stk. 3, §§ 9-9 f, 9 i-9 n, 9 p eller 9 q, medmindre ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor, dog tidligst 2 år efter udrejsen.

Efter udlændingemyndighedernes praksis kan der også inden for perioden på 2 år meddeles opholdstilladelse efter de bestemmelser, der er nævnt i § 10, stk. 4, hvis ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor, dvs. hvis det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at meddele afslag.

Med lov nr. 821 af 9. juni 2020 blev udlændingelovens § 32, stk. 1, nyaffattet og adgangen til at meddele indrejseforbud til udlændinge, som er pålagt at udrejse af landet straks eller ikke udrejser i overensstemmelse med en udrejsefrist, blev indført i § 32, stk. 1, nr. 2.

I den forbindelse blev udlændingelovens § 10, stk. 4, 2. pkt., konsekvensændret, således at bestemmelsen fastslår, at blandt andre tredjelandsstatsborgere, der er meddelt indrejseforbud efter § 32, stk. 1, nr. 2, ikke er omfattet af 2-årskravet i § 10, stk. 4,

pkt. Det svarer til indholdet af den tidligere bestemmelse i § 10, stk. 4, 2. pkt., hvorefter 2-årskravet ikke gjaldt for tredjelandsstatsborgere, som var udvist efter § 25 b.

Ved en fejl blev § 10, stk. 4, 1. pkt., imidlertid ikke konsekvensændret i forhold til udlændinge, der meddeles indrejseforbud efter udlændingelovens § 32, stk. 1, nr. 2.

Der foreslås forskellige justeringer af udlændingelovens § 10, stk. 4.

For det første foreslås det at ændre § 10, stk. 4, 1. pkt., således at »jf. § 32, stk. 1, nr. 1 og 5« ændres til »efter § 32, stk. 1, nr. 1, 2 eller 5«.

Der er tale om en rettelse, som indebærer, at udlændinge, der har indrejseforbud efter udlændingelovens § 32, stk. 1, nr. 2, fordi de er pålagt at udrejse af landet straks eller ikke udrejser i overensstemmelse med en udrejsefrist, alene vil kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 3, §§ 9-9 f, 9 i-9 n, 9 p eller 9 q, hvis ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Det svarer til det, der var gældende før ændringerne af udlændingeloven ved lov nr. 821 af 9. juni 2020.

Det forhold, at bestemmelsen ved en fejl ikke blev konsekvensændret ved ovennævnte lovændring, har ikke haft konsekvenser for udlændinge i praksis.

For det andet foreslås det i § 10, stk. 4, 1. pkt., at »§ 8, stk. 3, og« ændres til »8, stk. 3, «, således at opremsningen af de bestemmelser, hvorefter der alene kan meddeles opholdstilladelse, hvis ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor, fremstår korrekt. Der er alene tale om en sproglig rettelse.

For det tredje forslås det i § 10, stk. 4, 1. pkt., at », dog tidligst 2 år efter udrejsen« udgår.

Som udlændingelovens § 10, stk. 4, 1. pkt., er formuleret, vil der tidligst 2 år efter udrejsen kunne gives opholdstilladelse efter de bestemmelser, der er nævnt i § 10, stk. 4, 1. pkt., til en udlænding med indrejseforbud efter § 32, stk. 1, nr. 1 eller 5, uanset at ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler for at meddele opholdstilladelse. Der sigtes herved til Danmarks internationale forpligtelser.

Kravet om, at der tidligst kan meddeles opholdstilladelse efter de bestemmelser, der er nævnt i udlændingelovens § 10, stk. 4, 2 år efter udlændingens udrejse, fremstår således absolut og foreslås at udgå af bestemmelsen, idet Danmarks internationale forpligtelser ikke giver mulighed for en absolut regel.

Der er alene tale om at præcisere § 10, stk. 4, således at den bringes i overensstemmelse med udlændingemyndighedernes praksis, hvorefter der også inden for perioden på 2 år meddeles opholdstilladelse efter de bestemmelser, der er nævnt i § 10, stk. 4, hvis ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor, dvs. hvis det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at meddele afslag.

Til nr. 5

Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter §§ 22-24 eller 25, eller som har et indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, nr. 5, i forbindelse med bortfald efter § 21 b, stk. 1, ikke kan gives opholdstilladelse efter §§ 7 og 8, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor.

Det foreslås at ændre § 10, stk. 3, 1. pkt., således at »§§ 22-24 eller 25« ændres til »§§ 22, 23 eller 25«.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 1, nr. 17, hvorved det foreslås at nyaffatte udlændingelovens §§ 22 og 23 og at ophæve udlændingelovens § 24. Dette indebærer, at alle lovovertrædelser, der fører til en ubetinget fængselsstraf, vil kunne føre til udvisning.

Til nr. 4

Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 1 og 2, at en udlænding uden for de i stk. 1 nævnte tilfælde – dvs. forhold, der udelukker fra opholdstilladelse – ikke, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor, kan gives opholdstilladelse efter §§ 7-9 f, 9 i-9 n, 9 p eller 9 q, hvis udlændingen uden for landet er dømt for et forhold, som kunne medføre udvisning efter §§ 22, 23 eller 24, såfremt pådømmelsen var sket her i landet, eller hvis der er alvorlig grund til at antage, at udlændingen uden for landet har begået en lovovertrædelse, som kunne medføre udvisning efter §§ 22, 23 eller 24.

Det foreslås at ændre § 10, stk. 2, nr. 1 og 2, således at »§§ 22, 23 eller 24« ændres til »§§ 22 eller 23«.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 1, nr. 17, hvorved det foreslås at nyaffatte udlændingelovens §§ 22 og 23 og at ophæve udlændingelovens § 24.