Stadfæstelse af administrativ udvisning efter ulovligt ophold med indrejseforbud
Dato
11. februar 2025
Myndighed
Udlændingenævnet
Ministerium
Udlændinge- og Integrationsministeriet
Sagsnummer
W20241026325
Dokument
Åbn PDFUdlændingenævnet stadfæstede i marts 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en indisk statsborger med et indrejseforbud i to år, efter at vedkommende havde overskredet sit Schengenvisum med fire dage. Klageren, der havde opholdstilladelse i Storbritannien og rejste erhvervsmæssigt i Schengenområdet, blev antruffet af politiet i lufthavnen og sigtet for ulovligt ophold, hvilket han erkendte og betalte en bøde for.
Udlændingestyrelsens og Udlændingenævnets vurdering
Udlændingestyrelsen vurderede, at klageren ikke opfyldte betingelserne for indrejse og ophold i Danmark uden gyldigt visum eller opholdstilladelse. De fandt ikke, at der forelå forhold, der gjorde udvisningen særligt belastende for klageren, jf. Udlændingeloven § 26, stk. 1, og der var heller ikke grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3, eller at fastsætte det for en kortere periode end to år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2.
Udlændingenævnet lagde til grund, at betingelserne for udvisning med indrejseforbud i medfør af Udlændingeloven § 25 b, jf. Udlændingeloven § 32, stk. 4, nr. 1, var opfyldt, da klageren havde opholdt sig i Schengenområdet fire dage ud over det tilladte. Nævnet afviste klagerens argument om en misforståelse, da det er udlændingens eget ansvar at overholde visumreglerne.
Proportionalitetsvurdering og EMRK
Udlændingenævnet fandt ikke, at udvisningen ville virke særligt belastende for klageren, da han er indisk statsborger med opholdstilladelse i Storbritannien, ikke har haft længerevarende lovligt ophold i Danmark, og ikke har væsentlig tilknytning til Danmark. Selvom klageren anførte, at indrejseforbuddet påvirkede hans privatliv og arbejdsmæssige forpligtelser i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, vurderede nævnet, at indgrebet ikke var af en sådan intensitet, at det udgjorde en krænkelse. De lagde vægt på, at indrejseforbuddet ikke hindrer klagerens adgang til beskæftigelse generelt, men kun kan have betydning for hans nuværende stilling, og at han ikke har etableret et beskyttelsesværdigt privatliv i Schengenområdet. Nævnet fremhævede, at udvisning og indrejseforbud tjener et anerkendelsesværdigt formål ved at forebygge uro og forbrydelse og er nødvendigt for at kontrollere indvandring og opretholde offentlig orden, samt at det implementerer EU's udsendelsesdirektiv.
Lignende afgørelser