Stadfæstelse af administrativ udvisning grundet ulovligt ophold efter afslag på asyl

Udlændingenævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning med indrejseforbud i to år af en pakistansk statsborger. Afgørelsen blev truffet i medfør af Udlændingeloven § 25 b, stk. 2, jf. Udlændingeloven § 32, stk. 4, på grund af ulovligt ophold i Danmark.

Klageren havde tidligere fået afslag på asyl i december 2014 og var blevet pålagt at udrejse senest 15 dage efter afgørelsesdatoen, jf. Udlændingeloven § 33, stk. 1 og 2. Da klageren ikke udrejste i overensstemmelse hermed, fandt nævnet, at betingelserne for udvisning var opfyldt. Nævnet lagde vægt på, at klageren og hans søns asylsag var afsluttet, og at oplysninger om en verserende sag om ophævelse af fælles forældremyndighed ikke gav anledning til at udsætte udrejsefristen.

Vurdering af udvisningens belastning

Udlændingenævnet fandt ikke, at der var oplyst om sådanne omstændigheder, herunder helbredsmæssige oplysninger, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. Udlændingeloven § 26, stk. 1. Nævnet lagde desuden vægt på, at klageren aldrig havde haft opholdstilladelse i Danmark, men alene processuelt ophold under asylsagsbehandlingen, og at han havde fået endeligt afslag på asyl samt afslag på genoptagelse af sin asylsag.

Familieliv og EU-retlige overvejelser

Argumenter om, at udvisningen ville stride mod retten til familieliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 og barnets interesse efter FN’s Børnekonvention, blev afvist. Nævnet henviste til fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol om, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge land for udøvelse af familieliv, og at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre ret til familiesammenføring eller en selvstændig ret til immigration. Henvisninger til domme afsagt af EU-domstolen kunne heller ikke føre til en ændret vurdering, da Udlændingenævnet ikke har kompetence til at behandle sager om opholdsret efter EU-retten, og den rette myndighed (Statsforvaltningen) allerede havde behandlet sagen.