Bortfald af tidsbegrænset opholdstilladelse pga. længerevarende udlandsophold

Udlændingenævnet stadfæstede i november 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af en tidsbegrænset opholdstilladelse og afslag på dispensation for en tyrkisk statsborger. Klageren havde siden august 2006 haft opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført ægtefælle i medfør af Udlændingeloven § 9, stk. 1.

Baggrund for bortfald

Klagerens opholdstilladelse blev anset for bortfaldet, da hun havde opgivet sin bopæl i Danmark og opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder, jf. Udlændingeloven § 17, stk. 1. Nævnet lagde vægt på, at klageren selv anmeldte sin flytning til Tyrkiet i august 2017 sammen med sine fire børn, med det formål at børnene kunne lære deres modersmål. Det fremgik desuden af en tidligere afgørelse fra november 2015, at opholdstilladelsen ville bortfalde ved opgivelse af bopæl eller længerevarende ophold i udlandet.

Afslag på dispensation

Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke kunne få dispensation fra bortfaldet, da hun ikke havde ansøgt om forlængelse af sin opholdstilladelse inden dens udløb i oktober 2020, jf. [Udlændingeloven § 17, stk. 2]. Nævnet tillagde klagerens passivitet vægt, herunder at hun ikke indrejste i Danmark i forbindelse med en afgørelse fra november 2018, der gav hende mulighed for at bevare tilladelsen ved indrejse og tilmelding til folkeregisteret inden december 2018. Klageren havde på tidspunktet for afgørelsen opholdt sig uden for Danmark i knap seks år.

Vurdering af tilknytning og internationale forpligtelser

Nævnet vurderede, at klageren ikke havde opnået en tilstrækkelig selvstændig tilknytning til Danmark til at begrunde dispensation fra bortfaldet. Dette blev begrundet med, at hun havde opholdt sig i Danmark i ca. 11 år, modtog sociale ydelser forud for udrejsen, og at hendes børn ifølge oplysninger næsten havde glemt dansk. Bortfaldet blev ikke anset for at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, da klageren allerede var meddelt en afledt opholdsret efter TEUF artikel 20 og dermed kunne opholde sig lovligt i Danmark med sine børn. Nævnet konkluderede, at reglerne om bortfald af opholdstilladelse har lovhjemmel og varetager et anerkendelsesværdigt formål, der kan begrunde indgreb i retten til privatliv, jf. EMRK artikel 8, stk. 2.