Afvisning af klage: Krav om fysisk parkeringstilladelse ikke forskelsbehandling

Sagen omhandler en klage over påstået forskelsbehandling på grund af handicap, idet klager, en kørestolsbruger, blev pålagt at anvende en fysisk parkeringstilladelse for vederlagsfri brug af en handicapparkeringsplads. Klager argumenterede, at dette var diskriminerende, da andre betalende brugere ikke havde samme krav, og han havde modtaget adskillige kontrolgebyrer som følge heraf. Indklagede fastholdt, at kravet om en fysisk tilladelse var et rimeligt vilkår for den vederlagsfri brugsret og ikke udgjorde forskelsbehandling.

Ligebehandlingsnævnet afviste at behandle klagen, da det fandt, at der ikke var påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at klager var blevet udsat for forskelsbehandling eller chikane på grund af handicap. Nævnet lagde vægt på, at kravet om en fysisk parkeringstilladelse ikke stillede klager ringere end andre på grund af hans handicap. Parkeringsafgifterne var udstedt, fordi der manglede en gyldig tilladelse, og havde ingen relation til klagers handicap.

Retsgrundlag for afgørelsen

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet, jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap § 2. Direkte forskelsbehandling foreligger, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere end en anden person i en tilsvarende situation, jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap § 5, stk. 1. Nævnet kan afvise en klage, hvis det er åbenbart, at der ikke kan gives klager medhold, jf. Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 8, stk. 2.