P-afgift til handicappet barn udgjorde ikke ulovlig forskelsbehandling

Ligebehandlingsnævnet fandt ikke, at en p-vagt havde udvist forskelsbehandling på grund af handicap, da klager modtog en parkeringsafgift i en lufthavn. Klager havde standset bilen for at hjælpe sin svært handicappede søn, der er kørestolsbruger, ind til terminalen. Nævnet afviste at behandle spørgsmålet om parkeringsafgiftens lovlighed, da dette falder uden for nævnets kompetence og vedrører fortolkning af anden lovgivning, jf. Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 12, stk. 1.

Vurdering af handicap og forskelsbehandling

Nævnet fastslog, at klagers søn, med en nedsat psykisk funktionsevne som følge af svær hjerneskade og brug af kørestol, opfyldte definitionen af et handicap i henhold til Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap. Dette lovgrundlag forbyder direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet, og omfatter også associeret forskelsbehandling af en person på grund af dennes forhold til en person med handicap, jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap § 5, stk. 1.

Klager påstod, at p-vagten udnyttede en sårbar situation og udviste manglende konduite ved at udstede afgiften og undgå dialog. Nævnet vurderede dog, at klager ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode forskelsbehandling. Nævnet lagde til grund, at p-vagten ville have udstedt en afgift til enhver, der parkerede på samme måde, uanset tilstedeværelsen af et handicappet barn. Derfor fik klager ikke medhold i påstanden om forskelsbehandling.