Afvisning af klage: Manglende bevis for forskelsbehandling pga. handicap i sagsbehandling

Ligebehandlingsnævnet har afvist en klage om påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med en kommunes sagsbehandling. Klageren, der er diagnosticeret med infantil autisme, ADHD og andre lidelser, havde ansøgt kommunen om forskellige bevillinger efter serviceloven og modtaget afslag eller manglende svar på rykkere. Klageren gjorde desuden gældende, at kommunen telefonisk havde betinget en bevilling af, at klageren trak samtlige indgivne klager tilbage.

Nævnets kompetence og vurdering

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap. Loven fastslår, at ingen må udsættes for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap, og dette forbud gælder for al offentlig og privat virksomhed, jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap § 5, stk. 1.

Nævnet kan afvise at behandle en klage, hvis det er åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold, jf. Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 8, stk. 2. Det fremgår af forarbejderne til handicapdiskriminationsloven, at nævnet alene kan tage stilling til spørgsmål inden for sit kompetenceområde. Klager over overtrædelse af regler i anden lovgivning afvises derfor.

Nævnet vurderede, at klagen alene drejede sig om anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning, herunder forvaltningsretlige principper som officialprincippet, hurtighedsprincippet, dialogprincippet og omsorgsforpligtelse. Der var ingen oplysninger i klagen, der gav anledning til at formode, at den påståede mangelfulde sagsbehandling skyldtes klagerens mulige handicap. På baggrund af nævnets faste praksis var det derfor åbenbart, at klageren ikke kunne få medhold i sin klage.