Afvisning af klage: Servicehund nægtet adgang til træningscenter - bevisførelse nødvendig

Sagen omhandler en klage over påstået forskelsbehandling på grund af handicap, idet klageren blev afvist i at medbringe sin certificerede servicehund i et fitnesscenter og til holdtræning hos en fysioterapiklinik.

Sagens omstændigheder

Klageren, som har en varig nedsat funktionsevne og en certificeret servicehund, oplevede at blive afvist fra at medbringe sin hund i et fitnesscenter og til holdtræning hos en fysioterapiklinik. Klageren havde på forhånd informeret klinikken om servicehunden og fremviste gyldigt identifikationskort. Ifølge klageren blev han først henvist til et aflukket lokale og senere informeret om, at han ikke måtte træne i det åbne træningsområde eller deltage i holdtræning med sin hund, angiveligt på grund af klager fra andre medlemmer vedrørende allergi og sikkerhed.

Indklagedes synspunkt

Indklagede bestred, at klageren direkte blev afvist fra træningscenteret, men bekræftede, at de foretrak, at hunden ikke befandt sig i de åbne træningsområder af hensyn til:

• Sikkerhed, da mange mennesker løber og hopper rundt.
• Allergikere, da de havde modtaget henvendelser fra medlemmer med hundeallergi. Indklagede fastholdt, at klageren var velkommen i fysioterapiklinikken, og at der var mulighed for at yde korrekt fysioterapeutisk intervention under hensyntagen til alle.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet i henhold til Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap. Loven fastslår i Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap § 5, stk. 1, at ingen må udsættes for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap i offentlig og privat virksomhed, dog med undtagelse af aktiviteter af rent privat karakter, jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap § 2.

Nævnet vurderede, at en afgørelse af sagen krævede bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer for at afklare de præcise vilkår, som indklagede havde opstillet for klagerens træning i de åbne områder. Da en sådan bevisførelse ikke kan foretages for nævnet, men må ske ved domstolene, afviste nævnet at behandle klagen i medfør af Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 8, stk. 1.