Stadfæstelse af administrativ udvisning pga. ulovligt arbejde og ophold

Udlændingenævnet stadfæstede i november 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en indisk statsborger med opholdstilladelse i Portugal, ledsaget af et indrejseforbud i 2 år til Schengenområdet. Afgørelsen blev truffet i medfør af Udlændingeloven § 25 a, stk. 2, nr. 1 og Udlændingeloven § 32, stk. 4, nr. 1, primært på grund af ulovligt arbejde og ulovligt ophold i Danmark.

Sagens baggrund og Udlændingestyrelsens vurdering

Klageren blev i marts 2023 antruffet af politiet på en arbejdsplads i Danmark, hvor vedkommende havde arbejdet som lagerarbejder siden november 2022 uden den nødvendige arbejdstilladelse. Klageren havde opholdstilladelse i Portugal og var ansat i et vikarbureau der, med intention om at arbejde i Danmark i et år. Klageren blev sigtet og anholdt for overtrædelse af Udlændingeloven § 59, stk. 3 og vedtog en udenretlig bøde på 11.000 kr.

Udlændingestyrelsen vurderede, at klageren ikke var omfattet af EU-reglerne om udstationering, da der ikke var udført faktisk og reelt arbejde for den udstationerende virksomhed i Portugal forud for udsendelsen til Danmark. Desuden var der ikke fremlagt en aftale om levering af en tjenesteydelse mellem det portugisiske vikarbureau og den danske virksomhed, som specificerede omfang, karakter, tidsmæssig afgrænsning og betaling for tjenesteydelsen. Det blev også bemærket, at den danske virksomhed havde den fulde instruktions- og ledelsesbeføjelse over klageren. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til EU-Domstolens praksis.

Ulovligt ophold og indrejseforbud

Udover det ulovlige arbejde blev klageren også udvist på grund af ulovligt ophold i Danmark, jf. Udlændingeloven § 25 b, stk. 1. Klageren, som indisk statsborger med portugisisk opholdstilladelse, kan opholde sig visumfrit i Schengenområdet i 90 dage inden for en 180-dages periode, jf. Udlændingeloven § 3, stk. 1. Klageren havde imidlertid opholdt sig i Schengenområdet i 137 dage, hvilket udgjorde et overstay på 47 dage.

Udlændingenævnet fandt ikke, at der forelå omstændigheder, der gjorde udvisningen særligt belastende for klageren, jf. Udlændingeloven § 26, stk. 1. Der var ingen oplysninger om længerevarende lovligt ophold i Danmark, væsentlig tilknytning til landet, herboende familie, lovlig beskæftigelse eller alvorlige helbredsmæssige forhold. På baggrund heraf var der heller ikke grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud, jf. Udlændingeloven § 32, stk. 3, eller for at fastsætte det for en kortere periode end 2 år, jf. Udlændingeloven § 32, stk. 5.