Stadfæstelse af administrativ udvisning pga. ulovligt arbejde trods menneskehandel

Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en nigeriansk statsborger med indrejseforbud i to år. Afgørelsen skyldtes ulovligt arbejde i Danmark, jf. Udlændingeloven § 25 a, stk. 2, nr. 1 og Udlændingeloven § 32, stk. 4. Ansøgeren blev gentagne gange anholdt for ulovligt arbejde i form af prostitution, hvilket hun erkendte. Hun havde også vedtaget en bøde for ulovligt arbejde og ophold uden fornøden tilladelse.

Vurdering af udvisning

Udlændingenævnet lagde vægt på ansøgerens erkendelse af at have levet af prostitution uden arbejdstilladelse. Nævnet fandt ikke, at der var oplyst om omstændigheder, herunder helbredsmæssige, der gjorde udvisningen særligt belastende for ansøgeren, jf. Udlændingeloven § 26, stk. 1.

Selvom ansøgeren var blevet vurderet menneskehandlet, og hendes advokat anførte, at hun ikke kunne straffes eller udvises i medfør af udlændingelovens § 26 a, førte dette ikke til en ændret vurdering. Nævnet henviste til forarbejderne til Udlændingeloven § 26 a, som fastslår, at bestemmelsen ikke finder anvendelse, hvis hensynet til den offentlige orden tilsiger udvisning. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren:

• Flere gange var blevet antruffet i prostitutionsmiljøet i København.
• Tre gange var blevet anholdt for ulovligt arbejde i Danmark.
• Ikke tidligere havde udnyttet de refleksionsperioder, hun var blevet tilbudt, idet hun selvstændigt var rejst tilbage til Italien for senere at indrejse i Danmark og genoptage ulovligt arbejde.

Udlændingenævnet fandt desuden, at Europarådets konvention om indsatsen mod menneskehandel ikke kunne føre til, at udrejsefristen ikke skulle fastsættes til straks, da hensynet til den offentlige orden tilsagde det. Nævnet bemærkede, at ansøgeren angav fortsat at være handlet af den samme person, men ikke havde kontaktet relevante myndigheder ved sin seneste indrejse i Danmark for at modtage tilbud til ofre for menneskehandel. Trusler mod ansøgerens moder blev heller ikke anset for at have en sådan karakter eller intensitet, at de kunne føre til et andet resultat. Højesterets kendelse af 20. januar 2014 blev ikke fundet sammenlignelig med ansøgerens sag.