Afslag på ægtefællesammenføring grundet manglende integrationsevne og sprogkrav

Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2023 Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse til en tyrkisk statsborger, der søgte ægtefællesammenføring med sin herboende tyrkiske ægtefælle. Afgørelsen blev truffet på baggrund af integrationskravet i Udlændingeloven § 9, stk. 8.

Sagens forløb

Den herboende reference fik oprindeligt opholdstilladelse i januar 1999 efter Udlændingeloven § 9, stk. 1, nr. 2 og tidsubegrænset opholdstilladelse i august 2003. Efter en skilsmisse og et nyt ægteskab i 2020 ansøgte ansøgeren om familiesammenføring. Udlændingestyrelsen afslog ansøgningen flere gange:

• Første afslag skyldtes modtagelse af hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, men blev hjemvist af Udlændingenævnet, da det stred mod FN’s Handicapkonvention grundet referencens arbejdsskade.
• Andet afslag blev givet med henvisning til et indrejseforbud mod ansøgeren, jf. Udlændingeloven § 10, stk. 4. Denne afgørelse blev også hjemvist af Udlændingenævnet, da Udlændingestyrelsen ikke havde inddraget de forhold, nævnet tidligere havde lagt vægt på.
• Tredje afslag blev givet i juni 2023 med henvisning til integrationskravet i Udlændingeloven § 9, stk. 8, hvilket førte til den aktuelle klage til Udlændingenævnet.

Udlændingenævnets vurdering

Udlændingenævnet fastholdt Udlændingestyrelsens afgørelse. Nævnet lagde vægt på, at ansøgeren ikke kunne få opholdstilladelse som familiesammenført efter Udlændingeloven § 9, stk. 1, nr. 1. Nævnet vurderede, at anvendelsen af integrationskravene var berettiget, selvom klageren henviste til EU-dommen C-279/21, X mod Udlændingenævnet. Udlændingenævnet bemærkede, at Udlændingestyrelsen havde foretaget en behørig vurdering af, hvorvidt kravet om bestået Prøve i Dansk 3 skulle fraviges, idet der var taget hensyn til referencens faktiske integration og evne til at hjælpe ansøgeren med at integrere sig i Danmark. Nævnet foretog også en vurdering af ansøgerens egen integrationsegnethed, men fandt ikke grundlag for at fravige kravet, da ansøgeren ikke havde uddannelse, ikke havde bestået relevante dansk- eller engelskprøver og ikke havde haft arbejde.

Vedrørende referencens handicap og FN's Handicapkonvention fandt Udlændingenævnet ikke grundlag for at fravige kravet om Prøve i Dansk 3, da prøven kan tages med hjælpemidler, og der ikke var fremsendt dokumentation for ansøgning om dispensation eller fritagelse for dele af prøven. Udlændingenævnet understregede, at danskprøvekravet er obligatorisk, og at nævnet ikke havde taget stilling til opfyldelsen af de øvrige integrationsbetingelser i Udlændingeloven.