Aarhus Kommunes sprogscreening og skolehenvisning udgør ikke etnisk forskelsbehandling

Klagen omhandlede Aarhus Kommunes sprogscreening og skolehenvisning af tre skolebørn, som klager mente udgjorde forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse. Ligebehandlingsnævnet behandlede sagen i henhold til Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 1, stk. 1 og Bekendtgørelse af lov om etnisk ligebehandling § 2, som forbyder forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse uden for arbejdsmarkedet, herunder inden for uddannelse.

Baggrund for kommunens praksis

Aarhus Kommune sprogscreener alle børn med dansk som andetsprog (DSA), defineret som børn der ikke har mødt dansk på et modersmålslignende niveau i hjemmet. Hvis et barn har et ikke uvæsentligt behov for sprogstøtte, og distriktsskolens årgang overstiger 20% DSA-børn med samme behov, henvises barnet til en anden skole. Denne praksis er begrundet i et ønske om at sikre børnenes dansksproglige udvikling.

Klagerne anførte, at denne praksis var diskriminerende, da den fratog børnene det frie skolevalg og medførte negative konsekvenser for deres trivsel og indlæring, herunder lange transporttider og social isolation. De henviste til en forskningsrapport, der angiveligt dokumenterede disse negative virkninger og konkluderede, at tosprogede børn trives og lærer bedst på den lokale folkeskole. Klagerne argumenterede for, at sprog er en etnisk markør, og at praksissen derfor udgjorde forskelsbehandling på grund af etnicitet.

Kommunen fastholdt, at der ikke var tale om forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse, men alene om sprogstøtte. De anerkendte forskningsrapportens resultater, men mente ikke, at de dokumenterede en overtrædelse af Bekendtgørelse af lov om etnisk ligebehandling § 3, som forbyder direkte og indirekte forskelsbehandling. Kommunen fremhævede, at forskningsprojektet også konkluderede, at skolehenvisningspolitikken bidrog til en mere ligelig fordeling af DSA-børn, og at distriktsskoler og magnetskoler med flere ressourcer var bedre til at støtte elever med sprogstøttebehov.

Nævnets vurdering og konklusion

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at der ikke var påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode direkte forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse. Dette skyldtes, at udvælgelsen til sprogscreening og skolehenvisning alene skete på baggrund af sprogkriterier – det talte sprog i hjemmet og barnets danskkundskaber – og ikke etnisk oprindelse. Nævnet henviste til EU-Domstolens udtalelse i sag C-668/15, der fastslår, at etnisk oprindelse bygger på en vifte af elementer, hvoraf sprog er ét, men ikke det eneste afgørende kriterium.

Nævnet fandt heller ikke, at der var påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode indirekte forskelsbehandling. Dette skyldtes, at sprogscreeningen og skolehenvisningen ikke ramte personer af en bestemt etnisk oprindelse særligt ufordelagtigt i forhold til andre personer.

På baggrund af denne vurdering fik klagerne ikke medhold i deres påstand om forskelsbehandling. Nævnet anvendte princippet om delt bevisbyrde, som fremgår af Bekendtgørelse af lov om etnisk ligebehandling § 7.