Ulovlig forskelsbehandling af døv chauffør ved afvisning fra lagerområde

En døv chauffør klagede over påstået forskelsbehandling på grund af handicap, da han blev nægtet adgang til et lager, hvor han udførte sit arbejde. Klager var ansat som chauffør i en virksomhed (A), der var underleverandør til en transportvirksomhed (B), som igen var distributør for den indklagede virksomhed. Klager havde en fast rute til indklagedes lager, som var hans eneste rute.

Den indklagede virksomhed meddelte B virksomhed, at det ikke var sikkerhedsmæssigt forsvarligt, at klager fortsatte med at læsse trailere på lageret. Dette førte til, at klager mistede sin rute og dermed sit arbejde. Indklagede begrundede afvisningen med, at klager som døv ikke kunne høre trucks' signalhorn eller råb i det trafikerede lagerområde, hvilket udgjorde en sikkerhedsrisiko.

Ligebehandlingsnævnet fastslog, at indklagede ikke var klagers arbejdsgiver, og sagen faldt derfor ikke under forskelsbehandlingsloven for arbejdsmarkedet. I stedet blev sagen behandlet efter Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap § 5, stk. 1, som forbyder direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap i al offentlig og privat virksomhed uden for arbejdsmarkedet. Nævnet anerkendte klagers døvhed som et handicap i lovens forstand.

Vurdering af forskelsbehandling

Klager påviste faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode direkte forskelsbehandling, hvorefter bevisbyrden overgik til indklagede i henhold til Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap § 10. Indklagede skulle bevise, at forskelsbehandlingen ikke var ulovlig.

Nævnet vurderede, at indklagedes formål om at sikre sikkerheden på lageret var sagligt og objektivt begrundet. Dog fandt nævnet, at indklagede ikke havde løftet bevisbyrden for, at forskelsbehandlingen var nødvendig for at opnå dette formål, jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap § 7. Klager fik derfor medhold i sin klage.

Godtgørelse

Klager blev tilkendt en godtgørelse på 25.000 kr. med procesrente fra sagens modtagelse i Ligebehandlingsnævnet, fastsat ud fra praksis og sagens omstændigheder, jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap § 11. Sagen blev behandlet af Ligebehandlingsnævnet i henhold til Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 1, stk. 1.