Afgørelse om retsfortabende passivitet ved klage over aldersdiskrimination ved ansøgning
Dato
16. december 2021
Myndighed
Ligebehandlingsnævnet
Ministerium
Social- og Boligministeriet
Sagsnummer
W20211005325
Dokument
Åbn PDFLovreferencer:
En klage vedrørte påstået aldersdiskrimination, idet en mand født i 1971 fik afslag på sin ansøgning til uddannelsen som sprogofficer. Klageren gjorde gældende, at han var blevet udsat for aldersdiskrimination, da han ifølge en uddannelseschef fik afslag, fordi han var for gammel, og at Forsvaret måtte aldersdiskriminere.
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af alder efter Lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 1, stk. 1. Det fremgår af denne lov, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse.
Nævnets vurdering af passivitet
Nævnet lagde til grund, at klageren modtog afslag på sin ansøgning kort efter den 6. januar 2019. Klagen blev dog først modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 14. marts 2021. Da klageren ikke i den mellemliggende periode havde henvendt sig til indklagede med et krav efter forskelsbehandlingsloven, vurderede nævnet, at klageren havde udvist retsfortabende passivitet. Dette medførte, at hans eventuelle krav på godtgørelse som følge af påstået forskelsbehandling på grund af alder er bortfaldet.
Nævnet bemærkede desuden, at forsvarsministeren efter Lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 1a kan undtage væbnede styrker i aktiv tjeneste fra forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder og handicap. Militært personel, der er ansat eller indkaldt til tjeneste i det militære forsvar, er undtaget fra forbuddet mod forskelsbehandling på grund af blandt andet alder.
Lignende afgørelser