Afgørelse om retsfortabende passivitet ved klage over afskedigelse pga. handicap

Sagen omhandler en klage over påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med en produktionsoperatørs afskedigelse. Klager blev afskediget den 13. juli 2010, og klagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet den 29. september 2014.

Klagerens og indklagedes anbringender

Klager gjorde gældende, at han blev afskediget på grund af sit handicap og ønskede godtgørelse. Han anførte, at han ikke havde udvist retsfortabende passivitet, da han uafbrudt siden opsigelsen i 2010 havde ført processer mod indklagede vedrørende følgerne af arbejdsskaden. Klager henviste til, at ansættelsesretlige sager er omfattet af en femårig forældelsesfrist i forældelsesloven § 4, og at indklagede var bekendt med hans lidelser og burde have tilbudt en deltidsstilling.

Indklagede påstod, at klagers krav var forældet, subsidiært at klager havde udvist retsfortabende passivitet. Indklagede fremhævede, at klager ikke tidligere havde forfulgt et krav efter forskelsbehandlingsloven, og at virksomheden havde forsøgt tilpasningsforanstaltninger, herunder nedsat arbejdstid og en makkerordning, men at en permanent deltidsstilling ikke var mulig. Indklagede mente, at klager ikke havde godtgjort at være handicappet på opsigelsestidspunktet, og at klager blev afskediget, fordi han ikke var egnet til stillingen.

Ligebehandlingsnævnets vurdering

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2. Nævnet konstaterede, at klagers eventuelle krav ikke var forældet i henhold til forældelsesloven § 4, da klagen blev indgivet inden for den femårige frist. Nævnet bemærkede, at der ikke er en lovbestemt klagefrist for sager indbragt for Ligebehandlingsnævnet, hvis kompetence er fastlagt i Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 1, stk. 1.

Trods dette fandt nævnet, at klager havde udvist retsfortabende passivitet. Dette skyldtes, at klagen blev modtaget mere end fire år efter afskedigelsen, og klager havde haft adskillige muligheder for at gøre synspunktet om forskelsbehandling gældende under de tidligere retssager. Oplysninger om klagers helbred var tilgængelige for ham i årevis, og indklagede måtte antages at have haft en berettiget forventning om, at kravet ikke ville blive gjort gældende. Det forhold, at klager først i 2014 blev bekendt med en lignende sag fra Sø- og Handelsretten, kunne ikke føre til et andet resultat. På denne baggrund fik klager ikke medhold i klagen.