Afskedigelse af skolesekretær i fleksjob ikke i strid med forskelsbehandlingsloven

Sagen omhandler en klage over påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med afskedigelsen af en skolesekretær fra sin fleksjobstilling. Ligebehandlingsnævnet fandt, at afskedigelsen ikke var i strid med forskelsbehandlingsloven.

Vurdering af handicap

Nævnet, der behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 1, stk. 1, vurderede, at klager havde et handicap i lovens forstand. Dette skyldtes langvarige eller varige begrænsninger i hendes mulighed for at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre, som følge af et piskesmæld, der medførte behov for skånehensyn som nedsat arbejdstid og strukturerede opgaver.

Faktiske omstændigheder og bevisbyrde

Klager blev afskediget den 27. august 2018 som følge af en omstrukturering af skolens administration. På afskedigelsestidspunktet var klager sygemeldt med stresssymptomer, og hun havde tidligere udtrykt, at hun havde for mange opgaver og efterspurgte mere struktur. Da klagers fleksjobstilling var tilrettelagt med skånehensyn til timetal og struktur, og den nye stilling som skolesekretær ville indebære en arbejdstid på 20-25 timer ugentligt, hvilket klager ikke kunne varetage grundet sit handicap, fandt nævnet, at der var påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode indirekte forskelsbehandling. Dette medførte en delt bevisbyrde, jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 7 a.

Indklagedes begrundelse og nævnets konklusion

Indklagede godtgjorde, at afskedigelsen var begrundet i saglige og legitime driftsmæssige hensyn. Skolen var vokset betydeligt i elevtal og antal ansatte, hvilket fordrede en ændring af den administrative struktur. De administrative opgaver skulle samles hos skolelederen og en ny ekstern bogholder, og der skulle oprettes en ny stilling som kommunikationsmedarbejder. Indklagede argumenterede for, at klager ikke havde de relevante kompetencer til den nye kommunikationsstilling, og at det ikke var økonomisk realistisk at opretholde klagers stilling ved siden af den nye struktur. Nævnet fandt, at disse begrundelser var tilstrækkelige til at afvise, at ligebehandlingsprincippet var krænket, og at der ikke var tale om forskelsbehandling i strid med Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2, selvom arbejdsgivere har en tilpasningsforpligtelse, jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2 a.

Sagen blev behandlet af Ligebehandlingsnævnet i henhold til Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 1, stk. 1.