Erstatning til skudoffer: Nævn bundet af dom trods potentiel egen skyld

En konfrontation mellem to grupper i et indkøbscenter, hvor ansøger blev skudt i ryggen, førte til straffesager mod både skadevolderne og ansøgeren. Skadevolderne blev idømt fængsel for forsøg på manddrab og grov vold, mens ansøgeren blev idømt fængsel for medvirken til ulovlig våbenbesiddelse og trusler.

Erstatningskrav og rettens afgørelse

Under straffesagen nedlagde ansøgeren påstand om erstatning og godtgørelse for svie og smerte, krænkelse, varigt mén, erhvervsevnetab og tingsskade. Både byretten og landsretten anerkendte skadevoldernes erstatningspligt in solidum og tilkendte ansøgeren erstatning og godtgørelse i overensstemmelse med påstanden. Kravene vedrørende varigt mén og erhvervsevnetab blev dog henskudt til civilt søgsmål eller Erstatningsnævnet, da méngraden og erhvervsevnetabsprocenten ikke var fastlagt.

Erstatningsnævnets vurdering

Da Erstatningsnævnet var bundet af rettens bestemmelser vedrørende erstatningsspørgsmålet, jf. Offererstatningsloven § 11 a, stk. 1, fandt nævnet ikke anledning til at overveje, hvorvidt erstatningen skulle nedsættes eller bortfalde som følge af accept af risiko eller egen skyld, jf. Offererstatningsloven § 6 a. Nævnet tilkendte derfor ansøgeren erstatning som bestemt ved dom.