Ligebehandlingsnævnet afviser klage om kønsdiskrimination pga. behov for bevisførelse

Sagen omhandler en klage over påstået forskelsbehandling på grund af køn, idet klageren, en kvinde, ikke kom i betragtning til en stilling som livredder og fitnessinstruktør. Klageren, der tidligere var ansat hos indklagede, ansøgte om stillingen og deltog i en ansættelsessamtale. Hun fik efterfølgende telefonisk afslag på ansættelse med den begrundelse, at indklagede skulle bruge mænd. Klageren anmodede om godtgørelse for den påståede forskelsbehandling.

Indklagede afviste at have forskelsbehandlet klageren og anførte, at de altid ansætter den bedst kvalificerede person, uanset køn. De oplyste, at to mænd blev ansat, da de blev vurderet som de bedst egnede blandt de ti kandidater, der var indkaldt til samtale, heraf to kvinder. Indklagede fremhævede desuden en ligelig kønsfordeling blandt deres fastansatte medarbejdere.

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn i henhold til Ligebehandlingsloven § 1, stk. 1. Det fremgår af loven, at en arbejdsgiver skal behandle mænd og kvinder lige ved ansættelser, hvilket er uddybet i Ligebehandlingsloven § 2. Nævnet konstaterede, at spørgsmålet om, hvad der præcist blev sagt under telefonsamtalen ved afslaget, er afgørende for sagens afgørelse. Da en afklaring af dette kræver mundtlige parts- og vidneforklaringer, som ikke kan foregå ved nævnet, men i givet fald må ske ved domstolene, kunne nævnet ikke behandle klagen. Afvisningen skete i henhold til Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 8, som omhandler nævnets afvisning af klager, når bevisførelse i form af mundtlige forklaringer er nødvendig.