Frifindelse af region: Afskedigelse begrundet i sygefravær ikke ulovlig forskelsbehandling

Ligebehandlingsnævnet behandlede en klage om påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med en socialrådgivers afskedigelse. Nævnet fandt, at afskedigelsen ikke var i strid med Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2, stk. 1.

Vurdering af handicap

Klageren havde en whiplashlæsion, der medførte langvarige begrænsninger i hendes evne til at deltage fuldt og effektivt i arbejdslivet. Dette blev understøttet af lægelige attester, et betydeligt sygefravær over flere år, og en bevilget § 56-aftale. På baggrund heraf vurderede nævnet, at klageren på afskedigelsestidspunktet havde et handicap i henhold til Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 1, stk. 1.

Faktiske omstændigheder og bevisbyrde

Da opsigelsen var begrundet i klagerens sygefravær, som var relateret til hendes handicap, blev der påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode forskelsbehandling. Dette medførte, at bevisbyrden overgik til indklagede, jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 7a. Indklagede var bekendt med klagerens nakkelidelse og de deraf følgende begrænsninger, hvilket aktiverede arbejdsgiverens tilpasningsforpligtelse.

Tilpasningsforpligtelse

En arbejdsgiver har pligt til at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger for at give en person med handicap adgang til beskæftigelse, medmindre det pålægger arbejdsgiveren en uforholdsmæssig stor byrde, jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2a. Indklagede havde i en årrække iværksat en række skånehensyn for klageren, herunder:

• Gradvis nedsættelse af arbejdstiden fra 37 til 30 timer ugentligt.
• Tildeling af ny kontorstol og trådløs mus.
• Foranstaltninger mod lys- og lydfølsomhed.
• Tilpasning af arbejdsopgaver med færre klientsamtaler og flere administrative opgaver.
• Forskudt fremmøde for at undgå myldretid.
• Tilbud om at flytte kontor for at minimere støj.
• Fritagelse fra tværfaglig ugentlig supervision.
• Tilbud om yderligere nedsættelse af arbejdstiden til 20 timer ugentligt, som klageren dog afslog.

Nævnet vurderede, at indklagede havde opfyldt sin tilpasningsforpligtelse gennem de mange iværksatte skånehensyn og tilbuddet om yderligere nedsat arbejdstid. Klagerens helbred gjorde det ikke muligt for hende at arbejde 30 timer ugentligt, og hun var derfor ikke disponibel for den arbejdstid, hun ønskede at fastholde. Indklagede var ikke forpligtet til at afvente kommunens afgørelse om fleksjob, især set i lyset af det lange forløb og de allerede trufne tilpasningsforanstaltninger. På denne baggrund fandt nævnet, at indklagede havde løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke var krænket. Klageren fik derfor ikke medhold i sin klage. Sagen blev behandlet i henhold til Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 1, stk. 1.