Ulovlig forskelsbehandling pga. handicap ved afskedigelse af receptionist i fleksjob

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at en receptionist blev afskediget fra sit fleksjob. Ligebehandlingsnævnet, som behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 1, stk. 1, fandt, at afskedigelsen var i strid med forskelsbehandlingsloven.

Klager pådrog sig i 1996 en nakke- og hovedskade, der medførte varige symptomer som svimmelhed, nakkesmerter og hovedpine, accentueret ved psykisk og fysisk belastning. Hun blev i 2004 visiteret til et fleksjob og ansat hos indklagede i 2007, hvor hendes stilling i 2010 blev ændret til receptionist. Det var et aftalt skånehensyn, at hendes daglige arbejdstid på 4 timer var fast placeret mellem kl. 8 og 12.

Vurdering af handicap og forskelsbehandling

Nævnet vurderede, at klager på afskedigelsestidspunktet havde et handicap i henhold til Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 1, stk. 1-3, baseret på den lægelige dokumentation og hendes fleksjobansættelse. Indklagede varslede i marts 2017 en ændring i placeringen af klagers arbejdstid, så den kunne ligge mellem kl. 8 og 17, hvilket klager ikke kunne acceptere grundet sine skånebehov. Dette førte til, at hun blev betragtet som afskediget. Da en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere på grund af handicap ved afskedigelse, jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2, har klager påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode forskelsbehandling.

Arbejdsgivers tilpasningsforpligtelse

En arbejdsgiver har pligt til at træffe hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger for personer med handicap, medmindre det pålægger arbejdsgiveren en uforholdsmæssig stor byrde, jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2a. Indklagede var bekendt med klagers handicap og de aftalte skånevilkår. Det var indklagedes bevisbyrde at dokumentere, at de havde overholdt denne tilpasningsforpligtelse, jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 7a.

Nævnet fandt, at indklagede ikke havde løftet bevisbyrden for, at det ikke var muligt at bevare klager i sin stilling med fast arbejdstid mellem kl. 8 og 12, eller at det ville være en uforholdsmæssig stor byrde at bemande receptionen på anden vis i eftermiddagstimerne. Indklagede havde heller ikke tilstrækkeligt sandsynliggjort, at en ændring i arbejdstidens placering var en driftsmæssig nødvendighed. Indklagede havde desuden ikke tilstrækkeligt belyst baggrunden for de aftalte skånebehov eller undersøgt alternative omplaceringsmuligheder.

Konklusion og godtgørelse

Indklagede havde således tilsidesat sin tilpasningsforpligtelse. Klager fik derfor medhold i klagen og blev tilkendt en godtgørelse på 265.000 kr. med procesrente fra den 21. juni 2017, jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 7, stk. 1. Beløbet blev fastsat under hensyntagen til ansættelsesperiodens længde og sagens øvrige omstændigheder.