Ulovlig forskelsbehandling pga. handicap ved afskedigelse af socialrådgiver med håndledsskade

Sagen drejer sig om en socialrådgiver, der blev afskediget fra sin stilling i en kommune, hvilket klageren mente var i strid med forskelsbehandlingsloven på grund af handicap. Ligebehandlingsnævnet fandt, at afskedigelsen var i strid med Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2 og tilkendte klageren en godtgørelse.

Sagsforløb og baggrund

Klageren tiltrådte en stilling som familierådgiver den 1. oktober 2015. Den 24. marts 2016 pådrog hun sig et håndledsbrud, hvilket førte til sygemelding. Efter en periode med delvis genoptagelse af arbejdet på nedsat tid, blev klageren fuldtidssygemeldt fra medio maj 2016.

Ved en sygefraværssamtale den 27. juni 2016 meddelte kommunen, at de agtede at afskedige klageren på grund af hendes sygefravær og de deraf følgende driftsmæssige uhensigtsmæssigheder. Klageren fremlagde lægelige oplysninger, der indikerede en varig tilstand, men kommunen afviste at ansætte en halvtidsmedarbejder til at hjælpe eller at anvende talegengivelsesprogram, da det ikke levede op til deres kvalitetskrav. Kommunen afskedigede klageren den 18. juli 2016 med fratrædelse den 31. oktober 2016.

Ligebehandlingsnævnets vurdering

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap i henhold til Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. Nævnet afviste indklagedes påstand om, at sagen krævede mundtlige bevisførelser, da sagen var tilstrækkeligt oplyst.

Nævnet fastslog, at klageren opfyldte kriterierne for at blive betegnet som handicappet i lovens forstand. Dette skyldes, at hendes håndledsskade medførte en begrænsning i form af funktionsnedsættelse, der hindrede hende i at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre. Selvom begrænsningen på afskedigelsestidspunktet ikke havde haft lang varighed, forelå der en prognose fra 3. juni 2016, der indikerede, at begrænsningen måtte anses for at være af lang varighed, da klageren sandsynligvis kun ville kunne genoptage arbejdet på deltid i den nærmeste fremtid, og det kunne tage lang tid, før hun kunne arbejde på fuld tid.

Det blev også godtgjort, at kommunen på afskedigelsestidspunktet vidste eller burde have vidst, at klagerens skade havde medført et handicap, baseret på sygemeldingen og de løbende møder. Da klagerens sygefravær var en direkte følge af hendes skade, har hun påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode forskelsbehandling på grund af handicap, jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 7 a.

Arbejdsgiveren har en forpligtelse til at træffe hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger, medmindre det pålægger dem en uforholdsmæssig stor byrde, jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2 a. Nævnet vurderede, at kommunen ikke i tilstrækkeligt omfang undersøgte eller afprøvede mulige tilpasningsforanstaltninger, såsom hjælpemidler eller en plan for genoptagelse af arbejdet. Kommunen dokumenterede heller ikke, at det ville være en uforholdsmæssig stor byrde at ansætte en deltidsmedarbejder.

På denne baggrund fandt nævnet, at kommunen ikke havde løftet bevisbyrden for, at de i tilstrækkeligt omfang havde afklaret, om det med hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger ville være muligt at fastholde klageren i fortsat beskæftigelse. Klageren fik derfor medhold i sin klage.

Godtgørelse

Klageren blev tilkendt en godtgørelse på 190.000 kr. med procesrente fra den 22. december 2016, hvor klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet. Godtgørelsens størrelse blev fastsat under hensyntagen til ansættelsesperiodens længde og sagens øvrige omstændigheder, jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 7.