Afskedigelse af jurist ikke i strid med ligebehandlingsloven: Manglende bevis for kønsdiskrimination

Ligebehandlingsnævnet afgjorde, at en kvindelig jurist ikke var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med hendes afskedigelse fra en kommune. Klageren, der var ansat som jurist, hævdede at være blevet diskrimineret, idet hun var den eneste kvinde i en påstået magtkamp, blev kritiseret for sin kommunikation og adfærd, og følte sig chikaneret af sin leder. Hun mente, at forventningen om, at hun skulle udvise mere empati end en mand, samt betegnelsen "frustreret" i en rapport, var udtryk for kønsdiskrimination.

Baggrund for afskedigelsen

Kommunen forklarede, at afskedigelsen skyldtes klagerens kommunikationsform, adfærd og udtrykte mistillid til ledelsen, hvilket havde ført til samarbejdsproblemer. Klageren havde modtaget en tjenstlig påtale og var blevet indkaldt til en tjenstlig samtale forud for afskedigelsen. Kommunen fastholdt, at der ikke var tale om kønsdiskrimination, og påpegede, at syv ud af elleve jurister i afdelingen var kvinder.

Nævnets vurdering

Nævnet behandlede sagen i henhold til Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 1, stk. 1 og Ligebehandlingsloven § 4, som forbyder forskelsbehandling. Ifølge Ligebehandlingsloven § 16a påhviler det den krænkede person at påvise faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode forskelsbehandling. Ligebehandlingsnævnet fandt ikke, at klageren havde påvist sådanne faktiske omstændigheder, der indikerede, at hendes køn havde haft betydning for afskedigelsen eller forløbet op til denne. Klageren fik derfor ikke medhold i sin klage.