Afgørelse om påstået forskelsbehandling pga. handicap ved kommentarer om lægeerklæring

Klagen drejede sig om påstået forskelsbehandling på grund af handicap, idet klagers lægeerklæring blev kommenteret under et vognmandsmøde, og klager ikke havde mulighed for at køre længere ture. Ligebehandlingsnævnet fandt ikke, at indklagede havde handlet i strid med Ligebehandlingsloven.

Klager, en selvstændig vognmand og andelshaver i indklagede, et taxaselskab, påstod at være blevet forskelsbehandlet. Klager mente, at ledelsen og bestyrelsen på et medlemsmøde den 26. april 2016 latterliggjorde hendes lægeerklæring om dårlig ryg og skabte et fjendtligt klima. Desuden følte klager sig forskelsbehandlet, da hun ikke kunne få tildelt lange ture, hvilket fremgik af indklagedes retningslinjer for vogne fritaget fra flextrafik.

Indklagede bestred påstandene og anførte, at klager ikke var ansat i virksomheden, og at udtalelserne på mødet ikke var krænkende. Indklagede gjorde gældende, at klager ikke havde et handicap i lovens forstand, da hun arbejdede fuld tid og selv kunne tilrettelægge sit arbejde.

Nævnets vurdering

Ligebehandlingsnævnet fastslog, at sagen faldt inden for Ligebehandlingsloven § 1's anvendelsesområde, da indklagede fastsatte bestemmelser for klagers udøvelse af selvstændig virksomhed. Nævnet vurderede herefter, om klager havde et handicap i lovens forstand, som defineret af EU-domstolens praksis (sagerne C-335/2011 og C-337/2011). På trods af lægelige oplysninger om diskusprolaps og behov for skånehensyn, fandt nævnet ikke, at klager havde tilstrækkeligt godtgjort, at hendes begrænsninger var af en sådan art, at hun havde et handicap i Ligebehandlingslovens forstand. Da klager ikke blev anset for at have et handicap i lovens forstand, var der ikke grundlag for at vurdere påstanden om chikane.

Nævnet bemærkede desuden, at det ikke havde kompetence til at vurdere overtrædelse af tavshedspligt eller pålægge bøder, jf. reglerne i Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet.