Ligebehandlingsnævnet afviser klage om forskelsbehandling pga. handicap - bevisførelse nødvendig

Ligebehandlingsnævnet har afvist at behandle en klage om påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med klagers ansættelsesforhold. Nævnet fandt, at en afgørelse krævede bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer, hvilket ikke kan ske for Ligebehandlingsnævnet.

Klager, der lider af organisk kognitiv forstyrrelse og periodisk depression, blev ansat i et fleksjob i 2006 med skånehensyn, herunder behov for strukturerede opgaver, tæt kontakt til en kontaktperson og undgåelse af stressede situationer. Det er godtgjort, at klager havde et handicap i henhold til Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2.

Klagerens påstand

Klager gjorde gældende, at indklagede ikke i tilstrækkelig grad havde tilgodeset hans skånehensyn, især i de sidste fire-fem år af ansættelsen. Han oplevede en forøgelse af arbejdsopgaver, manglende struktur, utilstrækkelig kontakt med sin kontaktperson og personlige krænkelser, hvilket førte til arbejdsrelateret stress og sygemelding. Klager mente, at indklagede burde have omplaceret ham eller nedsat hans arbejdstid yderligere.

Indklagedes påstand

Indklagede fastholdt, at de havde gjort, hvad der var muligt for at tilgodese klagers skånehensyn, herunder udarbejdelse af opgavelister og sikring af faste rutiner. Indklagede mente, at klagers problemer og sygemelding primært skyldtes private forhold og en situation med en kvindelig kollega, og at arbejdsforholdene var forsvarlige. Indklagede henviste til, at arbejdsgiveren skal træffe hensigtsmæssige foranstaltninger for personer med handicap, medmindre det pålægger en uforholdsmæssig stor byrde, jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2a, stk. 1.

Nævnets konklusion

Nævnet konstaterede, at der var uenighed om sagens faktum, herunder hvorvidt indklagede i tilstrækkelig grad havde tilgodeset klagers skånehensyn og truffet de nødvendige foranstaltninger. Da afklaring af denne uenighed krævede mundtlige parts- og vidneforklaringer, som Ligebehandlingsnævnet ikke kan behandle, kunne klagen ikke behandles. Nævnet bemærkede, at hvis klager påviser faktiske omstændigheder, der giver anledning til formodning om forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er krænket, jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 7a.