Stadfæstelse af afslag på opholdstilladelse til irakiske statsborgere med børn

Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelser til en irakisk familie bestående af to forældre og deres to børn, der var født i Danmark i henholdsvis 2005 og 2007. Afgørelsen blev truffet i henhold til Udlændingeloven § 9 c, stk. 1.

Forældrene indrejste i Danmark i 2002 og 2004, søgte asyl, men fik gentagne afslag på både asyl og humanitær opholdstilladelse. De havde desuden flere gange meddelt Rigspolitiet, at de ikke ønskede at udrejse frivilligt af Danmark. Familien havde tidligere fået afslag på opholdstilladelse som udsendelseshindrede efter den dagældende Udlændingeloven § 9, stk. 2 og den nugældende Udlændingeloven § 9 c, stk. 2.

Begrundelse for afslag

Udlændingenævnet fandt, at familien ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter Udlændingeloven § 9 c, stk. 1, uanset bestemmelsen i Udlændingeloven § 10, stk. 4. Nævnet lagde vægt på, at familiens lange ophold i Danmark skyldtes deres egne valg om ikke at udrejse efter gentagne afslag på asyl og opholdstilladelse. Forældrene havde aldrig haft et lovligt opholdsgrundlag i Danmark og kunne derfor ikke have en berettiget forventning om at opnå opholdstilladelse, selvom de havde fået to børn under opholdet.

Udlændingenævnet vurderede, at børnenes forhold, herunder deres fødsel og uafbrudte ophold i Danmark samt skolegang, ikke kunne føre til opholdstilladelse for hele familien. Dette skyldtes, at børnene aldrig havde haft opholdstilladelse, og forældrene selv havde valgt at stifte familie uden et lovligt opholdsgrundlag og konsekvent havde modarbejdet udsendelse. Praksis for opholdstilladelse til forældre med herboende børn, der har opholdt sig uafbrudt i seks til syv år, retter sig mod familier, hvor børnene har haft lovligt ophold med opholdstilladelse gennem deres opvækst.

Internationale forpligtelser

Nævnet fandt, at hverken Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8 eller FN’s Børnekonvention giver familier ret til at vælge opholdsland eller en selvstændig ret til immigration. Det blev fremhævet, at det primære ansvar for barnets tarv ligger hos forældrene, og at en stat ikke er forpligtet til at meddele opholdstilladelse, når ingen i familien har haft lovligt ophold eller berettiget forventning herom, og forældrene modvirker udrejse. Der kan ikke udledes en positiv pligt for andre lande end barnets statsborgerskabsland til at sikre ophold eller en selvstændig immigrationsret for barnet baseret på bedre levevilkår eller tilknytning til et midlertidigt opholdsland, medmindre det er særskilt hjemlet i national lovgivning. Nævnet henviste også til, at FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder artikel 17 og Konventionen om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder artikel 10 ikke antages at indeholde en videre beskyttelse end EMRK artikel 8.