Afskedigelse af jurist med posttraumatisk stresssyndrom var ikke ulovlig forskelsbehandling

Sagen omhandler en klage over påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med en jurists afskedigelse fra sin stilling i en kommune. Ligebehandlingsnævnet, der behandler klager over forskelsbehandling efter Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2, fandt ikke, at afskedigelsen var i strid med loven.

Klager, der led af posttraumatisk stresssyndrom (PTSD) med varige begrænsninger i arbejdsevnen, herunder nedsat koncentration og hukommelse, blev i 2008 ansat i et fleksjob med skånehensyn. Disse hensyn indebar nedsat arbejdstid, afskærmning og kun én arbejdsopgave ad gangen. Nævnet fastslog, at klagers helbredsmæssige problemer udgjorde et handicap i henhold til Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 1, stk. 1-3, som fortolket af EU-Domstolen.

Arbejdsgivers begrundelse og tilpasningsforpligtelse

Med bevisbyrden vendt til indklagede kommune, skulle kommunen bevise, at opsigelsen ikke var begrundet i klagers handicap. Kommunen anførte, at afskedigelsen skyldtes et drastisk fald i regresindtægterne, som var klagers eneste arbejdsopgave. Opgaven blev omstruktureret og overført til et andet team, der skulle løse den inden for eksisterende ressourcer for at opnå besparelser. Kommunen argumenterede for, at de havde opfyldt deres tilpasningsforpligtelse i henhold til Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2a ved at oprette fleksjobbet og imødekomme skånebehovene. De kunne ikke finde andre passende arbejdsopgaver til klager, der kunne imødekomme hendes skånehensyn og samtidig matche de resterende opgaver i afdelingen.

Nævnets konklusion

Ligebehandlingsnævnet fandt, at indklagede kommune havde løftet bevisbyrden for, at opsigelsen af klager ikke helt eller delvist var begrundet i hendes handicap. Afgørelsen blev truffet under henvisning til nævnets kompetence i Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 1, stk. 1 og den delte bevisbyrde i Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 7a. Klager fik derfor ikke medhold i sin klage.