Afskedigelse af administrativ medarbejder i fleksjob: Ikke ulovlig forskelsbehandling

Klageren, en fleksjobansat administrativ medarbejder, blev afskediget fra sin stilling hos indklagede, en kommune, hvilket klageren påstod var i strid med forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap. Ligebehandlingsnævnet fandt dog, at opsigelsen ikke var i strid med Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v..

Sagens baggrund og forløb

Klageren var ansat i fleksjob fra marts 2010 med en ugentlig arbejdstid på 17 timer og skånebehov relateret til stationært og stressende arbejde, samt behov for afvekslende arbejdsopgaver og hyppige pauser. I oktober 2010 blev klageren sygemeldt med stress. Ved en tjenstlig samtale i december 2010 afviste indklagede lægens anbefaling om en gradvis genoptagelse af arbejdet over flere måneder, idet de kun kunne tilbyde to uger med nedsat tid grundet driftsmæssige hensyn. Klageren blev herefter opsagt den 22. december 2010 med henvisning til langvarigt fravær, der ikke var foreneligt med arbejdet.

Ligebehandlingsnævnets vurdering af handicap

Nævnet vurderede, at klagerens ryglidelse og kroniske smerter i kroppen, som medførte skånebehov for rygbelastende og stressende arbejde samt behov for skiftende arbejdsstillinger og ergonomiske forhold, udgjorde et handicap i henhold til Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 1. Klagerens stress-symptomer blev dog ikke i sig selv anset for at udgøre et handicap i lovens forstand, da beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund af handicap ikke omfatter sygdom.

Afgørelse om forskelsbehandling

Det følger af Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle ansøgere eller ansatte ved afskedigelse. Hvis der påvises faktiske omstændigheder, der giver anledning til formodning om forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er krænket, jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 7a. Nævnet konkluderede, at opsigelsen var begrundet i klagerens omfattende sygefravær, som var relateret til stress, og ikke til klagerens handicap. Da stress-symptomerne ikke i sig selv udgjorde et handicap, og sygefraværet ikke var relateret til de skånehensyn, der var lagt til grund ved ansættelsen, fandt nævnet ikke, at afskedigelsen var i strid med forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap. Klageren fik derfor ikke medhold i sin klage.