Afvisning af klage om etnisk diskrimination ved afslag på afbetalingsaftale

En finsk statsborger, bosat og studerende i Danmark, klagede over at være blevet afvist i et forsøg på at købe et TV på afbetaling, hvilket han mente var forskelsbehandling på grund af etnicitet. Klageren oplyste, at han først blev afvist på grund af manglende arbejdstilladelse, og derefter fordi han ikke talte dansk og derfor ikke kunne forstå kontrakten. Han påstod, at afslaget var i strid med Bekendtgørelse af lov om etnisk ligebehandling § 1 og krævede godtgørelse.

Indklagedes argumentation

Indklagede bestred klagerens udlægning af hændelsesforløbet og afviste intentionen om diskrimination. De anførte, at afslag gives på baggrund af en samlet kreditvurdering, og at det er en retningslinje at sikre, at kunderne har fuld forståelse for den kontrakt, de underskriver, uanset sprog. Indklagede henviste til sin pligt til at overholde oplysningsforpligtelser i henhold til gældende lov, og at kunden derfor skal kunne forstå dansk, da alle lovpligtige oplysninger gives på dansk. De oplyste desuden, at spørgsmålet om statsborgerskab og arbejdstilladelse ikke indgår i den mundtlige forespørgsel, men først i den efterfølgende skriftlige ansøgning, og at spørgsmålet om statsborgerskab siden er fjernet fra den elektroniske ansøgning.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet bemærkede, at forbuddet mod forskelsbehandling efter Bekendtgørelse af lov om etnisk ligebehandling § 1 gælder for adgang til og levering af varer og tjenesteydelser. Nævnet forklarede, at direkte forskelsbehandling foreligger, når en person behandles ringere på grund af race eller etnisk oprindelse, jf. Bekendtgørelse af lov om etnisk ligebehandling § 2, stk. 1. Indirekte forskelsbehandling foreligger, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse stiller personer af en bestemt race eller etnisk oprindelse ringere, medmindre den er objektivt begrundet, jf. Bekendtgørelse af lov om etnisk ligebehandling § 2, stk. 2. Hvis der påvises faktiske omstændigheder, der giver anledning til formodning om forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at princippet om ligebehandling ikke er tilsidesat, jf. Bekendtgørelse af lov om etnisk ligebehandling § 7.

Nævnet fandt, at det ville være forskelsbehandling at afvise en kreditvurdering alene med den begrundelse, at ansøgeren ikke taler dansk, da et sådant krav i højere grad vil ramme ansøgere med anden etnisk oprindelse. Imidlertid afviste Ligebehandlingsnævnet at behandle klagen, da en afgørelse ville forudsætte en egentlig bevisførelse, herunder mundtlige parts- og vidneforklaringer, som nævnet ikke kan foretage. Dette er i overensstemmelse med nævnets kompetence, som beskrevet i Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 10. Nævnet lagde vægt på de modstridende forklaringer fra klager og indklagede, samt indklagedes tilbud om en ny kreditvurdering.