Bekendtgørelse af lov om etnisk ligebehandling § 1

.

Til stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse angiver lovens formål.

Bestemmelsen fremhæver, at loven skal bidrage til at fremme ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse. Bestemmelsen indeholder ikke nogen definition af begrebet ligebehandling. Ligebehandling har generelt til formål at sikre alle lige muligheder for deltagelse i hele samfundslivet uanset race eller etnisk oprindelse.

Dette formål fremmes ved lovudkastets forbud mod direkte og indirekte forskelsbehandling. Loven indebærer en styrkelse af retsbeskyttelsen mod forskelsbehandling og virker dermed til fremme af ligebehandling.

Lovens formål fremmes endvidere ved adgangen til specifikke foranstaltninger. Fremme af ligebehandling kan forudsætte, at der træffes særlige foranstaltninger med sigte på at afhjælpe eller mindske de faktiske uligheder i relation til race eller etnisk oprindelse, der måtte findes. Loven åbner mulighed for, at sådanne foranstaltninger kan iværksættes, men indebærer ikke en pligt hertil.

Adgangen for Institut for Menneskerettigheder til at give udtryk for sin opfattelse af, om der i enkeltsager er sket en overtrædelse af forbudet mod forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse eller forbudet mod repressalier, vil tillige bidrage til en styrket beskyttelse mod forskelsbehandling.

Lovens formål skal ses i lyset af formålsbestemmelsen i direktivet om etnisk ligebehandling. Det følger af direktivets artikel 1, at direktivet har til formål at fastlægge en ramme for bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse med henblik på at iværksætte princippet om ligebehandling i medlemsstaterne.

Til § 2.

Der er ikke i loven fastsat en organisatorisk afgrænsning af, hvilke organer der er omfattet af forbudet mod forskelsbehandling. Det er afgørende, om der er tale om offentlig eller privat virksomhed for så vidt angår de i bestemmelsen anførte samfundsområder. Omfattet af loven er således enhver, der udfører opgaver inden for lovudkastets anvendelsesområde, jf. herved tillige bestemmelsen i § 3, hvorefter ingen må udsætte en anden person for forskelsbehandling. Dette indebærer, at såvel offentlige myndigheder som institutioner, foreninger og selskaber m.v., der er organiseret på privatretligt grundlag er omfattet af lovudkastet. Dette skal ses i lyset af bestemmelsen i direktivets artikel 3, hvorefter direktivet omfatter »den offentlige og den private sektor«.

Loven omfatter således ikke alene offentlige forvaltningsmyndigheder, men også domstolene samt Folketinget og institutioner med tilknytning dertil i det omfang, de pågældende myndigheder udfører opgaver inden for lovens anvendelsesområde.

Særligt for så vidt angår institutioner, foreninger og selskaber m.v., der er organiseret på privatretligt grundlag, bemærkes, at den nærmere organisationsform er uden betydning. Enkeltpersoner, der som led i erhvervsmæssig virksomhed udfører opgaver inden for lovudkastets anvendelsesområde, vil også være omfattet af forbudet mod forskelsbehandling.

Derimod er enkeltpersoners udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter ikke omfattet af lovens anvendelsesområde. Dette gælder, uanset om der er tale om udøvelse af aktiviteter, der i øvrigt er omfattet af loven. Enkeltpersoners udleje af værelser i egen bolig på rent privat basis vil derfor ikke være omfattet, uanset at loven omfatter adgang til og levering af varer og tjenesteydelser, herunder bolig.

Det er enhver til den offentlige myndighed eller det private selskab m.v. knyttet enkeltperson, hvis handlinger kan indebære en overtrædelse af forbudet mod direkte eller indirekte forskelsbehandling. Det er således uden betydning, om overtrædelsen er begået af ledelsespersoner eller af ansatte, når det begåede forhold kan betragtes som led i myndighedens eller virksomhedens aktiviteter.

Forbudet mod etnisk chikane, jf. § 3, stk. 4, omfatter ligeledes enhver til myndigheden eller den private virksomhed knyttet person, der som led i udførelsen af opgaver inden for lovens anvendelsesområde udøver chikane over for en anden person. Som eksempel herpå kan nævnes en lærer, der i forbindelse med gennemførelse af undervisning udøver chikane over for en elev, eller en læge, der som led i behandlingen af en patient udøver chikane over for den pågældende patient.

Til stk. 1.

Bestemmelsen fastlægger lovens almindelige anvendelsesområde.

Bestemmelsen, der skal ses i lyset af bestemmelsen i direktivets artikel 3, indeholder en opregning af de samfundsområder, der er omfattet af lovudkastet. Som det fremgår, omfatter lovudkastet de i direktivets artikel 3, stk. 1, litra e)-h), anførte samfundsområder samt artikel 3, stk. 1, litra d), for så vidt angår medlemskab af og deltagelse i en organisation, hvis medlemmer udøver et bestemt erhverv, samt de fordele, sådanne organisationer giver medlemmerne.

Den begrænsning, der følger af direktivets artikel 3, hvorefter direktivet alene finder anvendelse »inden for de beføjelser, traktaten tillægger Fællesskabet«, er udeladt. Hermed sikres, at loven generelt finder anvendelse på de anførte samfundsområder, ligesom tvivlsspørgsmål vedrørende omfanget af Fællesskabets beføjelser undgås.

Omfattet af begrebet social beskyttelse, herunder social sikring og sundhedspleje, er en lang række ydelser af social eller sundhedsmæssig karakter, herunder ydelser ved arbejdsløshed, ydelser i anledning af arbejdsulykker og erhvervssygdomme, børnetilskud og familieydelser samt pension. Det er uden betydning, om der er tale om ydelser m.v., der helt eller delvist finansieres ved hjælp af bidrag, eller om de finansieres af det offentlige.

Særligt om sundhedspleje kan anføres, at dette begreb generelt omfatter adgang til og gennemførelse af sygepleje og patientbehandling, herunder medicinsk diagnose, hjemmesygepleje, ydelser ved moderskab og forebyggende sundhedsordninger. Omfattet er endvidere tandpleje og ydelser såsom ergo- og fysioterapi, kiropraktisk behandling m.v. Også andre ydelser, der ydes som led i sygepleje eller patientbehandling, er omfattet, herunder eksempelvis andre ydelser, der er omfattet af sygesikringen, såsom medicintilskud m.v.

Sociale goder omfatter ydelser af mere generel social og kulturel karakter, der således supplerer de ydelser, der er omfattet af begrebet social beskyttelse. Dette kan eksempelvis dreje sig om uddannelsesstøtte, studielån, boligstøtte, boligsikring og anden form for støtte til boliger, adgang til ældreboliger, adgang til fritidsaktiviteter, ligesom særlige rabatter som eksempelvis på transportpriser eller ved adgang til kulturelle aktiviteter er omfattet.

Uddannelse omfatter al uddannelse, herunder såvel almene uddannelser som f.eks. undervisning i folkeskolen, uddannelser på frie grundskoler og gymnasiale uddannelser som erhvervskompetencegivende uddannelser på alle niveauer samt voksenundervisning. Loven gælder dog ikke i det omfang, uddannelser er omfattet af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v.

Udtrykket adgang til og levering af varer og tjenesteydelser, herunder bolig, omfatter varer og tjenesteydelser, herunder bolig, der leveres eller udføres som led i erhvervsmæssig drift. Heri ligger, at der skal være tale om økonomiske aktiviteter af et vist omfang og intensitet. Det er i den forbindelse uden betydning, om den økonomiske aktivitet er udøverens hoved- eller bierhverv. På dette punkt svarer tjenesteydelsesbegrebet i bestemmelsen til det tilsvarende udtryk i EF-traktatens artikel 49. Formuleringen tjenesteydelser i bestemmelsen er imidlertid bredere end det tilsvarende udtryk i EF-traktaten derved, at det ikke er et krav, at der er tale om en grænseoverskridende aktivitet. Det betyder f.eks., at den erhvervsdrivende, der er etableret her i landet og leverer tjenesteydelser til personer, der er hjemmehørende her i landet, vil være omfattet af forbudet mod forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse. Der forudsættes en bred fortolkning af begrebet varer og tjenesteydelser.

Varer og tjenesteydelser, der ikke normalt leveres eller udføres mod betaling, vil som udgangspunkt ikke være omfattet af bestemmelsen. Dette indebærer bl.a., at der ikke er noget til hinder for, at organisationer, der varetager et socialt eller humanitært formål, som led i deres aktiviteter beslutter, at alene personer af en bestemt etnisk oprindelse skal ydes hjælp.

Særligt for så vidt angår bolig, kan det anføres, at såvel salg som udleje af fast ejendom vil være omfattet. Lovudkastet omfatter bl.a. hus eller husrum, der skal benyttes som bolig mod betaling, samt bolig, hvorfra der drives erhverv (blandet lejemål).

Bestemmelsen omfatter alene adgang til og levering af varer og tjenesteydelser, herunder bolig, der er tilgængelige for offentligheden. På den baggrund og under hensyn til, at bestemmelsen alene omfatter erhvervsmæssig drift, er enkeltpersoners salg af varer m.v. på rent privat basis ikke omfattet, jf. herved tillige den foreslåede bestemmelse i lovudkastets § 2, stk. 2. Det må bero på en konkret vurdering, om den pågældende vare eller tjenesteydelse, herunder bolig, er tilgængelig for offentligheden. Begrebet »tilgængelig for offentligheden« skal som udgangspunkt fortolkes bredt. Uden for falder eksempelvis ydelser, der alene stilles til rådighed for familiemedlemmer eller nære bekendte, eller en privatpersons udlejning af et enkelt værelse i den pågældendes egen bolig.

Medlemskab og deltagelse i en organisation, hvis medlemmer udøver et bestemt erhverv, samt de fordele, sådanne organisationer giver medlemmerne omfatter adgang til medlemskab og deltagelse i erhvervsorganisationer m.v.

Til stk. 2.

Efter bestemmelsen finder loven anvendelse på de af loven omfattede områder i det omfang, lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. ikke indeholder en regulering heraf. Dette indebærer bl.a., at loven ikke finder anvendelse på eksempelvis uddannelser, i det omfang sådanne uddannelser er omfattet af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v.

Til stk. 3.

Bestemmelsen indebærer, at aktiviteter af rent privat karakter ikke er omfattet af forbudet mod forskelsbehandling. Bestemmelsen afspejler dels et hensyn til privatsfæren, dels at et sådant forbud kan være vanskeligt at håndhæve.

Til § 3.

Den foreslåede bestemmelse indeholder lovens generelle regel om forbud mod forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse og definition af en række centrale begreber.

Bestemmelsen omfatter alene kriterierne race og etnisk oprindelse. Begreberne race og etnisk oprindelse er i lighed med direktivet om etnisk ligebehandling ikke defineret i bestemmelsen, men skal forstås i overensstemmelse med sædvanlig terminologi, således som denne er fastsat i national og international ret, hvortil kommer EF-domstolens eventuelle praksis i forhold til direktivet. Ved race forstås således generelt tilhørsforhold til en gruppe af personer, som er defineret på grundlag af fysiske kriterier, herunder hudfarve. Ved etnisk oprindelse forstås generelt tilhørsforhold til en gruppe af personer, som er defineret på grundlag af fælles historie, traditioner, kultur eller kulturel baggrund, sprog, geografisk oprindelse m.v.

Forbudet mod forskelsbehandling finder anvendelse, uanset at den reelle race eller etniske oprindelse ikke er som antaget af den, der udøver forskelsbehandlingen. Tilfælde, hvor en person fejlagtigt antages at have en bestemt race eller etnisk oprindelse og forskelsbehandles på grund af den formodede race eller etniske oprindelse, vil således også være omfattet af forbudet mod forskelsbehandling.

Til stk. 1.

Det følger af bestemmelsen, der er udformet på baggrund af direktivets artikel 2, stk. 1, at ingen må udsætte en anden person for forskelsbehandling på grund af vedkommendes eller en andens race eller etniske oprindelse. Beskyttet mod forskelsbehandling er således enhver fysisk person.

Det er uden betydning, om den person, der forskelsbehandles, tilhører en etnisk minoritetsgruppe eller en etnisk majoritetsgruppe, og enhver person er således beskyttet uanset personens race eller etniske oprindelse.

Bestemmelsen omfatter endvidere et forbud mod forskelsbehandling af en person på grund af tredjemands race eller etniske oprindelse.

Der følger ikke af bestemmelsen nogen beskyttelse for juridiske personer mod forskelsbehandling, der er en følge af en eller flere til den juridiske person knyttede enkeltpersoners race eller etniske oprindelse.

Bestemmelsen fastslår endvidere, at såvel direkte som indirekte forskelsbehandling er ulovligt.

Til stk. 2.

I bestemmelsen defineres direkte forskelsbehandling. Lovens definitionen af direkte forskelsbehandling svarer til den i direktivets artikel 2, stk. 2, litra a), indeholdte definition.

Bestemmelsen tager sigte på de tilfælde, hvor det forhold, at en person er af en bestemt race eller etnisk oprindelse, er årsag til den ulige behandling.

Forbudet mod direkte forskelsbehandling indebærer, at det i forbindelse med udførelse af opgaver inden for lovens anvendelsesområde er ulovligt at lægge vægt på en persons race eller etniske oprindelse.

Den nærmere vurdering af, om en person udsættes for direkte forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse, kan ske ved, at behandlingen af den person, der føler sig krænket, sammenlignes med, hvordan en anden person (af anden race eller etnisk oprindelse) bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der kan således foretages en sammenligning med den samtidige behandling af en anden person i en tilsvarende situation, ligesom der kan sammenlignes med, hvordan en anden person tidligere er blevet behandlet i en tilsvarende situation, eller hvordan en hypotetisk (ikke-eksisterende) person må antages at blive behandlet i en tilsvarende situation.

Efter bestemmelsen kan ikke blot personer af anden race eller etnisk oprindelse, men alle personer indgå i vurderingen af, om der er tale om en sammenlignelig situation.

Det forhold, at der kan ske sammenligning med en hypotetisk person, indebærer, at ethvert tilfælde, hvor det kan anses for godtgjort, at der i forbindelse med udførelse af opgaver inden for direktivets anvendelsesområde er lagt vægt på personens race eller etniske oprindelse, er omfattet.

Det er uden betydning for, om der foreligger direkte forskelsbehandling, om den person, der udøver forskelsbehandlingen, har været motiveret af et ønske om at forskelsbehandle en person på grund af race eller etnisk oprindelse. Det nærmere motiv kan derimod have betydning ved tilkendelse af godtgørelse for ikke-økonomisk skade efter lovens § 9, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.

Der foreligger endvidere direkte forskelsbehandling uanset den reelle eller formodede race eller etniske oprindelse. Forbudet mod direkte forskelsbehandling omfatter således tillige den situation, hvor en person fejlagtigt formodes at have en bestemt race eller etnisk oprindelse.

Det er i modsætning til indirekte forskelsbehandling ikke muligt at begrunde direkte forskelsbehandling med varetagelsen af saglige hensyn. Der foreligger således direkte forskelsbehandling, uanset om den stedfundne forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse har fundet sted med henblik på varetagelsen af i øvrigt saglige hensyn.

Loven omfatter ikke et forbud mod forskelsbehandling på grund af national oprindelse. Dette indebærer, at lovens forbud mod direkte forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse ikke er til hinder for iværksættelse af eksempelvis særlige tiltag til gavn for nationale mindretal, herunder særlige undervisningsinstitutioner for det tyske mindretal.

Til stk. 3.

I bestemmelsen defineres begrebet indirekte forskelsbehandling. Lovens definitionen af indirekte forskelsbehandling svarer til den i direktivets artikel 2, stk. 2, litra b), indeholdte definition. Udtrykket »legitimt mål«, der anvendes i direktivet, er erstattet med udtrykket »sagligt formål«, ligesom udtrykket »særlig ufordelagtigt« er erstattet med udtrykket »ringere end«. Der er ikke hermed tilsigtet nogen indholdsmæssige ændringer i forhold til direktivet.

Forbudet mod indirekte forskelsbehandling tager sigte på at hindre anvendelsen af bestemmelser, betingelser eller praksis, der uanset at de fremtræder som neutrale dog alligevel vil stille personer af en bestemt race eller etnisk oprindelse ringere end andre personer, medmindre der varetages saglige hensyn, og midlerne til at opfylde dette eller disse hensyn er proportionale i forhold til målet.

Det er i lighed med forbudet mod direkte forskelsbehandling uden betydning, om den person, der udøver forskelsbehandlingen, har været motiveret af et ønske om at forskelsbehandle en person på grund af race eller etnisk oprindelse.

Den nærmere vurdering af, om den pågældende bestemmelse m.v. vil stille personer af en bestemt race eller etnisk oprindelse ringere end andre personer, kan ske på grundlag af statistisk materiale om de faktiske forhold, der påviser, at den pågældende bestemmelse m.v. rent faktisk stiller personer af en bestemt etnisk oprindelse ringere end andre personer.

Det er imidlertid ikke altid muligt at tilvejebringe det nødvendige statistiske materiale, og bestemmelsen åbner derfor i overensstemmelse med direktivet mulighed for, at denne vurdering kan foretages på enhver anden måde, hvorved det kan sandsynliggøres, at den pågældende bestemmelse m.v. er egnet til at have denne virkning.

Forbudet mod indirekte forskelsbehandling indebærer ikke et direkte forbud mod anvendelsen af en tilsyneladende neutral bestemmelse m.v., der stiller personer af en bestemt race eller etnisk oprindelse særlig ufordelagtigt. Der vil således ikke foreligge indirekte forskelsbehandling, såfremt den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige (proportionalitetsvurdering).

Det må bero på en konkret vurdering, om det pågældende formål er sagligt, og om midlerne er proportionale i forhold til målet.

Som eksempel på en bestemmelse, der kan udgøre indirekte forskelsbehandling, medmindre den er sagligt begrundet og står i et rimeligt forhold til det tilstræbte formål, kan nævnes en bestemmelse, hvorefter adgang til en bestemt ydelse er betinget af, at ansøgeren er født her i landet. En sådan bestemmelse vil alt andet lige stille personer af anden etnisk oprindelse end dansk ringere end personer af dansk etnisk oprindelse. Det må således bero på, om det tilstræbte formål er sagligt, herunder eksempelvis om der varetages et sagligt økonomisk eller socialt formål, og om bestemmelsen står i et rimeligt forhold hertil.

Det følger af bestemmelsen, at den pågældende bestemmelse skal stille personer af en bestemt race eller etnisk oprindelse særlig ufordelagtigt. Det er dog ikke noget krav, at den pågældende bestemmelse m.v. alene berører personer af en enkelt bestemt race eller etnisk oprindelse. En bestemmelse m.v., der stiller personer, som har forskellig race eller etnisk oprindelse, ringere end andre personer, kan også indebære en overtrædelse af forbudet mod indirekte forskelsbehandling.

Til stk. 4.

Bestemmelsen indeholder en definition af begrebet chikane. Lovens definition af chikane svarer med enkelte præciseringer, jf. nedenfor, til direktivets artikel 2, stk. 3. Med bestemmelsen fastslås, at chikane skal betragtes som forskelsbehandling som defineret i stk. 1.

Chikane foreligger, når en optræden i relation til race eller etnisk oprindelse finder sted med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima.

Bestemmelsen indebærer, at chikane skal betragtes som forskelsbehandling. Til grund herfor ligger, at den krænkede person ikke ville være blevet udsat for chikane, såfremt den krænkede person havde været af en anden race eller etnisk oprindelse.

Chikanøs adfærd kan antage flere forskellige former, herunder adfærd af fysisk eller psykisk karakter, af skreven eller verbal karakter samt af visuel karakter.

Den chikanøse adfærd skal være rettet mod en eller flere konkrete enkeltpersoner. Uden for falder eksempelvis læserbreve, der indebærer en nedværdigelse af en gruppe af personer på grund af deres race eller etnisk oprindelse uden at være møntet på en eller flere konkrete enkeltpersoner. Denne form for adfærd kan dog være omfattet af straffelovens § 266 b. Spredning af skriftligt materiale til en eller flere konkrete enkeltpersoner vil derimod være omfattet, uanset om indholdet af det skriftlige materiale er rettet mod gruppen af personer generelt.

Den nærmere vurdering af, om der foreligger en krænkelse af en person beror dels på en subjektiv vurdering af, om den pågældende adfærd har krænket den person, der udsættes for den påstående chikane, dels på en mere objektiv vurdering af den pågældende adfærd.

Det indgår i den objektive vurdering, om den person, der udøver krænkelsen, indså eller burde indse, at adfærden krænkede den anden person. Som eksempler på forhold, der kan indgå i denne vurdering, kan foruden den krænkende persons eget udsagn nævnes krænkelsens grovhed, den krænkede persons reaktion, og om der er tale om en gentagen adfærd. Det indgår således i den objektive vurdering, om krænkelsen er af så mild karakter, at adfærden ikke kan karakteriseres som chikane. En meget fintfølende person, der føler sin værdighed krænket på grund af en enkelt bemærkning af forholdsvis mild karakter, vil således ikke være beskyttet.

Bestemmelsen stiller endvidere krav om, at den pågældende adfærd skal finde sted i relation til race eller etnisk oprindelse. Omfattet af forbudet mod chikane er således såvel adfærd, der direkte henviser til personens race eller etniske oprindelse, som adfærd, der uden at henvise til personens race eller etniske oprindelse dog alligevel indebærer en krænkelse af personens værdighed og finder sted i relation til personens race eller etniske oprindelse.

Den pågældende adfærd skal desuden finde sted med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et truende klima m.v. for den pågældende. Dette indebærer, at såvel den tilsigtede chikane (dvs. den chikane, som finder sted med det formål at krænke en persons værdighed) som den utilsigtede chikane (dvs. den uagtsomme eller utilsigtede chikane, der imidlertid har den virkning at krænke en persons værdighed) er omfattet af forbudet mod chikane.

I forhold til direktivets artikel 2, stk. 3, er bestemmelsen præciseret, idet det vil være tilstrækkeligt, at adfærden finder sted med det formål eller den virkning at skabe et truende klima m.v. for den pågældende. Der stilles således ikke krav om, at adfærden skaber et generelt truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima på den pågældende arbejdsplads m.v. Også den chikanøse adfærd, der finder sted i det skjulte eller med kollegaernes billigelse, er omfattet af forbudet mod chikane, såfremt adfærden har skabt et negativt klima for den enkelte.

Det er ikke muligt at begrunde udøvelse af chikane med varetagelsen af i øvrigt saglige hensyn.

Til stk. 5.

Med bestemmelsen fastsættes, at en instruktion om at forskelsbehandle en person på grund af race eller etnisk oprindelse betragtes som forskelsbehandling som defineret i § 2, stk. 1. Bestemmelsen har til formål at gennemføre artikel 2, stk. 2, nr. 4, i direktivet.

Det er en forudsætning, at den person, der afgiver instruktionen, har instruktionsbeføjelse eller tilsynsret over for den person, der modtager instruktionen, således at der består et vist over- og underordnelsesforhold. Bestemmelsen omfatter særligt forholdet mellem en arbejdsgiver og en arbejdstager, hvorved arbejdsgiveren instruerer arbejdstageren om at forskelsbehandle i forbindelse med udførelse af opgaver inden for lovens anvendelsesområde. Også andre forhold, hvor en person har adgang til at instruere en anden person om udførelse af bestemte opgaver, kan være omfattet. Der kan være tale om en person, der har anmodet et udlejningsbureau om at foranledige sit hus udlejet og i den forbindelse afgiver instruktion om, at huset ikke må udlejes til personer af en bestemt race eller etnisk oprindelse.

Derimod vil en opfordring til at forskelsbehandle på grund af race eller etnisk oprindelse i situationer, hvor der ikke foreligger en instruktionsbeføjelse, ikke være omfattet af forbudet. Eksempelvis vil det forhold, at en kollega opfordrer en anden kollega til at forskelsbehandle en elev, en patient m.v., ikke være omfattet af forbudet, hvis der ikke består det nødvendige instruktionsforhold mellem disse parter. Den, der opfordrer en anden til at forskelsbehandle en person på grund af dennes race eller etniske oprindelse, vil dog kunne ifalde erstatningsansvar efter de almindelige erstatningsretlige regler.

Forbudet mod instruktioner om at forskelsbehandle gælder, uanset om der er tale om konkrete eller generelle tjenestebefalinger.

Til § 4.

I bestemmelsen fastsættes nærmere regler om adgangen til at iværksætte specifikke foranstaltninger. Bestemmelsen har baggrund i direktivets artikel 5.

Til stk. 1.

Bestemmelsen har til formål at styrke muligheden for at fremme ligestilling og lige muligheder for alle uanset race eller etnisk oprindelse. Bestemmelsen indebærer, at der uanset forbudet mod forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse kan iværksættes specifikke foranstaltninger for at sikre fuld etnisk ligestilling i praksis. Specifikke foranstaltninger tager således sigte på at afhjælpe eller mindske de faktiske uligheder i relation til race eller etnisk oprindelse, der måtte findes.

Adgangen til at foretage specifikke foranstaltninger udgør en undtagelse fra forbudet mod forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse. Bestemmelsen regulerer således alene anvendelse af foranstaltninger, der hvis ikke foranstaltningen har til formål at forbygge eller afhjælpe faktiske uligheder knyttet til race eller etnisk oprindelse vil indebære en overtrædelse af forbudet mod forskelsbehandling.

Specifikke foranstaltninger udgør en undtagelse fra forbudet mod direkte forskelsbehandling, når den pågældende person gives en fortrinsstilling direkte på grund af personens race eller etniske oprindelse.

Er der tale om anvendelse af mere generelle foranstaltninger, der tager sigte på at fremme ligestilling, uden at dette sker direkte på grundlag af den enkelte persons race eller etniske oprindelse, kan der foreligge indirekte forskelsbehandling i forhold til den øvrige befolkning. Det kan i så fald indgå i den nærmere vurdering af, om den pågældende foranstaltning varetager et sagligt hensyn, om denne har til formål at sikre fuld ligestilling i praksis.

Adgangen til at træffe specifikke foranstaltninger gælder enhver, der i øvrigt er omfattet af lovudkastet, dvs. såvel offentlige myndigheder som private virksomheder m.v.

Der følger ikke af bestemmelsen nogen pligt for offentlige myndigheder eller private virksomheder m.v. til at iværksætte specifikke foranstaltninger.

Specifikke foranstaltninger kan omfatte en lang række forskellige foranstaltninger, herunder økonomisk støtte eller bestemmelser vedrørende fortrinsstilling for personer med etnisk minoritetsbaggrund. Som eksempel på specifikke foranstaltninger inden for lovudkastets anvendelsesområde kan nævnes foranstaltninger, der har til formål at fremme etniske minoriteters adgang til uddannelser, hvor de er underrepræsenteret.

Specifikke foranstaltninger kan være rettet mod personer med etniske minoritetsbaggrund generelt. Det må i så fald bero på en konkret vurdering, hvilken person blandt flere med forskellig race eller etnisk oprindelse der i det enkelte tilfælde skal tildeles den pågældende ydelse m.v.

EF-domstolen har afsagt en række domme om anvendelsen af specifikke foranstaltninger på kønsligestillingsområdet. Anvendelsen af specifikke foranstaltninger skal ske med de begrænsninger, der følger af EF-domstolens praksis. Der kan henvises til EF-domstolens domme i sag C-450/93, Kalanke mod Freie Hansestadt Bremen, sag C-409/95, Marshall mod Land Nordrhein-Wetsfalen, sag C-158/97, Badeck, og sag C-407/98, Abrahamsson.

På grundlag af EF-domstolens praksis kan der drages følgende konklusioner om anvendelsen af specifikke foranstaltninger:

Muligheden for at vedtage specifikke foranstaltninger skal betragtes som en undtagelse fra princippet om ligebehandling.

Undtagelsen er specifik og udelukkende beregnet til at tillade vedtagelse af foranstaltninger, som, selvom de ser ud til at være diskriminerende, reelt har til formål at fjerne eller mindske de nuværende uligheder, der måtte findes i samfundet.

Det kan ikke begrundes, at der gives automatisk fortrinsstilling til den pågældende ydelse m.v.

Omvendt er det berettiget at give en sådan fortrinsstilling, hvis dette ikke sker automatisk, og hvis de pågældende nationale foranstaltninger sikrer, at der foretages en objektiv vurdering, hvor der tages hensyn til alle saglige kriterier, ligesom der skal foretages en proportionalitetsvurdering.

Til stk. 2.

Bestemmelsen understreger, at specifikke foranstaltninger alene kan opretholdes, indtil formålet med dem er opfyldt.

Til kapitel 2.

Til § 5.

Bestemmelsen er indsat på baggrund af direktivets artikel 14, litra b). Bestemmelsen svarer i vidt omfang til bestemmelsen i § 11 i lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselsorlov m.v.

Bestemmelsen har til formål at sikre, at bestemmelser m.v., der strider mod princippet om ligebehandling, er ugyldige.

Ordlyden af bestemmelsen foreslås ændret i forhold til direktivets artikel 14, litra b), idet direktivets krav om, at bestemmelser m.v., der strider mod princippet om ligebehandling, erklæres eller kan erklæres ugyldige eller ændres, foreslås ændret til, at sådanne bestemmelser m.v. er ugyldige.

Det foreslås, at det tilføjes, at forbudet foruden foreninger gælder for fonde m.v.

Bestemmelsen begrænser ikke anvendelsen af anden lovgivning, hvorefter bestemmelser i aftaler kan erklæres ugyldige eller ændres, herunder aftalelovens § 36.

Ugyldighedsvirkningen omfatter bestemmelser, der strider mod princippet om ligebehandling, og som indgår i individuelle eller kollektive kontrakter, i virksomheders interne reglementer eller i vedtægter for foreninger eller fonde m.v.

Til § 6.

Bestemmelsen skal ses i lyset af direktivets artikel 14, litra b). Bestemmelsen svarer til § 12 i lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselsorlov m.v.

Bestemmelsen har til formål at imødegå indsigelser om, at en person, der er blevet forskelsbehandlet i strid med loven, stiltiende eller udtrykkeligt har givet afkald på sin ret.

Dette indebærer, at loven er fuldstændig beskyttelsespræceptiv. Herved sikres en effektiv gennemførelse af ligebehandlingsprincippet.

Til kapitel 3.

Til § 7.

Bestemmelsen er indsat på baggrund af direktivets artikel 8, stk. 1. Bestemmelsen skal endvidere ses i lyset af de tilsvarende bevisbyrderegler, der er fastsat i ligestillingslovgivningen i øvrigt.

Med bestemmelsen fastsættes, at der i sager vedrørende forskelsbehandling efter lovudkastet skal gælde, hvad der ofte kaldes et princip om delt bevisbyrde. Bestemmelsen har dermed til formål at sikre en effektiv gennemførelse af ligebehandlingsprincippet.

Det er udgangspunktet i dansk ret for så vidt angår bevisbyrdens fordeling, at den part, der gør et synspunkt gældende, har bevisbyrden for sin påstand.

Det følger af bestemmelsen, at det påhviler den, der anser sig for krænket, at påvise faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling. Det påhviler derefter den indklagede at bevise, at princippet om ligebehandling ikke er blevet tilsidesat.

Med bestemmelsen præciseres, at det må forlanges, at den person, der anser sig for krænket, skal underbygge en påstand om, at der er udøvet forskelsbehandling, med f.eks. skriftligt bevismateriale eller egne og tredjemands udsagn.

Hvis der ikke foreligger sådant bevismateriale, vidneforklaringer m.v., men alene en forklaring fra den person, der anser sig for krænket, og en modstridende forklaring fra den person, som beskyldningen rettes imod, må retten ud fra en almindelig fri bevisbedømmelse tage stilling til, om der er tale om omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling.

I givet fald påhviler det herefter modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Særligt for så vidt angår sager om indirekte forskelsbehandling, vil det påhvile den, der anser sig for krænket, at påvise faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at den tilsyneladende neutrale bestemmelse m.v. vil stille personer af en bestemt race eller etnisk oprindelse ringere end andre personer. Det påhviler herefter modparten at bevise, at den pågældende bestemmelse er begrundet i et sagligt hensyn, og at midlerne til at opnå dette hensyn er proportionale.

Ordlyden af bestemmelsen foreslås ændret i forhold til direktivets tekst, idet kravet om, at den person, der anser sig for krænket, skal fremføre faktiske omstændigheder, foreslås ændret til, at personen skal påvise faktiske omstændigheder som betingelse for, at det påhviler modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Denne sproglige ændring svarer til den ændring, der blev foretaget af den tilsvarende bevisbyrderegel i direktivet om bevisbyrden i forbindelse med forskelsbehandling på grund af køn (bevisbyrdedirektivet).

Det i loven fastsatte princip om delt bevisbyrde finder anvendelse i alle sager om forskelsbehandling efter lovudkastets § 3.

Til § 8.

Bestemmelsen er indsat på baggrund af direktivets artikel 9.

Bestemmelsen har til formål at bidrage til en effektiv gennemførelse af princippet om ligebehandling ved at forbyde iværksættelse af repressalier over for den, der indgiver klage over, at princippet om ligebehandling er tilsidesat. På denne måde bidrager bestemmelsen til, at enhver kan gøre sine rettigheder gældende uden frygt for repressalier.

Ved repressalier forstås ufordelagtig behandling eller ufordelagtige følger som reaktion på en klage over, at princippet om ligebehandling er tilsidesat.

Udtrykket ufordelagtig behandling eller ufordelagtige følger omfatter enhver form for behandling eller følge, hvorved den pågældende stilles ringere på grund af klagen m.v. Som eksempel på en ufordelagtig behandling eller følge inden for lovudkastets anvendelsesområde kan nævnes en person, der ikke får leveret en bestemt social ydelse som reaktion på en klage over forskelsbehandling. Også adfærd, der har karakter af chikane, kan indebære en overtrædelse af forbudet mod repressalier.

Der foreligger alene repressalier, såfremt den ufordelagtige behandling eller følge sker som reaktion på en klage m.v., der er fremsat med det formål at sikre, at princippet om ligebehandling iagttages . Den pågældende klage m.v. skal således vedrøre overtrædelse af forbudet mod forskelsbehandling, jf. lovudkastets § 3. Derimod er ufordelagtig behandling eller ufordelagtige følger, der iværksættes som reaktion på en klage over overtrædelse af anden lovgivning, ikke omfattet af lovudkastets forbud mod repressalier.

Beskyttelsen mod repressalier finder anvendelse uanset om den, der har indgivet en klage m.v., får medhold i sin klage. Er der tale om en åbenbart grundløs klage, der synes fremsat med andet formål end at sikre, at princippet om ligebehandling iagttages, vil forbudet mod repressalier dog ikke finde anvendelse.

Forbudet mod repressalier adskiller sig fra forbudet mod forskelsbehandling ved, at den ufordelagtige behandling iværksættes på grund af den pågældende klage og ikke på grund af personens race eller etniske oprindelse. Repressalier betragtes derfor ikke som en form for forskelsbehandling som defineret i lovens § 3, stk. 1. Dette indebærer navnlig, at bestemmelsen i lovens § 7 om bevisbyrdens fordeling i sager om overtrædelse af forbudet mod forskelsbehandling ikke finder anvendelse i sager vedrørende overtrædelse af forbudet mod repressalier, der indbringes for domstolene.

Beskyttelsen mod repressalier omfatter ufordelagtig behandling som reaktion på klage eller anden form for retsforfølgning.

Ved udtrykket klage eller anden form for retsforfølgning forstås sagsanlæg ved domstolene og klage til administrative kontrolinstanser.

Klage til administrative kontrolinstanser omfatter særligt klage til administrative rekursinstanser, klage til Folketingets Ombudsmand og klage som led i remonstration, dvs. klage til den samme myndighed, som påstås at have udøvet forskelsbehandling. Endvidere er en henvendelse til Institut for Menneskerettigheder efter lovens § 10, stk. 2, eller som led i instituttets varetagelse af de opgaver, som instituttet har fået tillagt i henhold til direktivets artikel 13, omfattet.

Da forbudet mod repressalier særligt har til formål at bidrage til at sikre, at den, der anser sig for krænket, kan gøre sine rettigheder gældende, er det en forudsætning, at det falder ind under den pågældende domstols eller klagemyndigheds kompetence at tage stilling til klagen, herunder at den, der indgiver klagen, er klageberettiget og dermed har adgang til at indbringe sagen.

Bestemmelsen indeholder således en beskyttelse af den, der indgiver klage over, at princippet om ligebehandling er tilsidesat i forhold til den pågældende selv.

Den, der ønsker at indgive klage eller anden form for retsforfølgning over forskelsbehandling af en tredjemand, vil typisk ikke være klageberettiget i henhold til vedkommende lovgivning og vil derfor ikke have adgang til at indbringe sagen for en administrativ kontrolinstans eller for domstolene. I det omfang lovgivningen ikke er til hinder for, at en person indgiver en klage over forskelsbehandling af en tredjemand, vil den pågældende dog være beskyttet af forbudet mod repressalier.

Såfremt den, der anser sig for krænket, indgiver klage direkte til den private virksomhed m.v., der påstås at have udøvet forskelsbehandling, vil den pågældende også være beskyttet af forbudet mod repressalier.

Forbudet mod repressalier gælder for enhver, der er omfattet af lovens anvendelsesområde, uanset om klagen over forskelsbehandling i øvrigt er rettet mod den pågældende offentlige myndighed eller private virksomhed m.v. Der vil således også være tale om repressalier i strid med bestemmelsen, såfremt den pågældende myndighed eller private virksomhed nægter at levere en ydelse til en person, fordi denne har klaget over, at en anden myndighed eller privat virksomhed har udøvet forskelsbehandling.

Det bemærkes, at der af den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om saglig forvaltning følger et i vidt omfang tilsvarende forbud mod repressalier for offentlige myndigheder.

Til § 9.

Bestemmelsen regulerer adgangen til godtgørelse for ikke-økonomisk skade ved overtrædelse af forbudet mod forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse samt overtrædelse af forbudet mod repressalier.

Forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse udgør en særlig krænkelse af den skadelidte person, herunder af personens selvværd. Tilsvarende gør sig gældende for den person, der med henblik på at sikre princippet om ligebehandling udsættes for repressalier.

På den baggrund har bestemmelsen til formål at sikre, at den skadelidte person kan få godtgørelse for ikke-økonomisk skade som følge af forskelsbehandling eller repressalier, herunder særligt ved at styrke muligheden for godtgørelse for sådanne overtrædelser i forhold til, hvad der følger af den generelle regel i erstatningsansvarslovens § 26 om godtgørelse for tort.

Bestemmelsen skal endvidere ses i lyset af direktivets artikel 15 om fastsættelse af sanktioner for overtrædelse af nationale bestemmelser, der gennemfører direktivet.

Bestemmelsen indebærer, at der kan tilkendes den, der er krænket ved overtrædelse af forbudet mod forskelsbehandling og forbudet mod repressalier, jf. §§ 3 og 8, en godtgørelse for ikke-økonomisk skade.

Adgangen til godtgørelse omfatter som udgangspunkt enhver overtrædelse af forbudet mod forskelsbehandling og forbudet mod repressalier, jf. §§ 3 og 8.

Ved den nærmere vurdering af, om der kan tilkendes godtgørelse, kan der særligt lægges vægt på den krænkelse, som må antages at være påført den pågældende person, og på karakteren af skadevolderens handling. Er der tale om en krænkelse af meget mild karakter, vil der efter omstændighederne ikke være adgang til godtgørelse, ligesom domstolene kan lægge vægt på, om der er tale om en nyskabelse med den virkning, at skadevolderen ikke med rimelighed kunne forudse dette.

Godtgørelsens størrelse må fastsættes ud fra en samlet vurdering af de konkrete omstændigheder i den enkelte sag. Karakteren af skadevolderens handling og den krænkelse, som må antages at være påført den enkelte, skal også tillægges vægt ved udmålingen af godtgørelsen.

Dette indebærer, at der skal foretages en generel vurdering af handlingens »egnethed« til at krænke den pågældendes selvværd. Der kan i den forbindelse bl.a. lægges vægt på de nærmere omstændigheder, under hvilke den pågældende person har været udsat for forskelsbehandling eller repressalier. Desto grovere en krænkelse, der er tale om, desto større godtgørelse skal der tilkendes den skadelidte. Der kan endvidere lægges vægt på, hvilken form for forskelsbehandling som den pågældende krænkelse er resultatet af. Som eksempel herpå kan anføres, at etnisk chikane af verbal karakter typisk vil være mere »egnet« til at krænke en persons selvværd end indirekte forskelsbehandling. Der skal derimod ikke foretages en vurdering af, i hvilket omfang den pågældende person rent faktisk er krænket. Den særligt følsomme person har således ikke en videregående adgang til godtgørelse end andre.

Det kan desuden indgå i udmålingen af godtgørelsens størrelse, om den, der har udøvet forskelsbehandlingen, har været motiveret af et ønske om at udøve forskelsbehandling eller i øvrigt har handlet groft uagtsomt.

Der kan ved udmåling af godtgørelsens størrelse også tages hensyn til, hvad der på andre og lignende områder må anses for en rimelig og passende godtgørelse, herunder særligt med hensyn til den praksis, der følges i sager ved tilkendelse af godtgørelse for overtrædelse af ligestillingslovgivningen i øvrigt.

Det skal tilstræbes, at godtgørelsens størrelse svarer til størrelsen af den godtgørelse, der ydes efter ligestillingslovgivningen for krænkelser af lignende personlig karakter.

Bestemmelsen regulerer ikke, hvem der hæfter for et krav om godtgørelse. Dette skal afgøres i overensstemmelse med dansk rets almindelige regler om hæftelse for erstatningsansvar.

Der kan foruden godtgørelse for ikke-økonomisk skade kræves erstatning for økonomisk tab efter dansk rets almindelige erstatningsregler. Der er ikke i loven fastsat særlige regler om adgang til erstatning for økonomisk tab.

Til kapitel 4.

Til § 10.

Med bestemmelsen sikres adgangen for den enkelte person, der føler sig udsat for etnisk forskelsbehandling, til at få spørgsmålet om forskelsbehandling nærmere undersøgt af Institut for Menneskerettigheder. Bestemmelsen indebærer, at Institut for Menneskerettigheder tildeles beføjelse til at behandle konkrete klager over forskelsbehandling og give udtryk for sin opfattelse af, om der er sket en overtrædelse af forbudet mod forskelsbehandling og forbudet mod repressalier.

Til stk. 1.

Det følger af lov nr. 411 af 6. juni 2002 om etablering af Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder, at Institut for Menneskerettigheder har til opgave at fremme ligebehandling af alle uden forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse, herunder ved at bistå ofre for forskelsbehandling med at få behandlet deres klager over forskelsbehandling under hensyntagen til ofrenes, foreningernes, organisationernes og andre juridiske personers rettigheder, indlede uafhængige undersøgelser af forskelsbehandling og offentliggøre rapporter og fremsætte henstillinger om spørgsmål vedrørende forskelsbehandling, jf. lovens § 2, stk. 2, nr. 4.

Da instituttets beføjelser i konkrete sager skal varetages som led i instituttets øvrige virke vedrørende fremme af ligebehandling, er det fundet hensigtsmæssig i loven at gengive bestemmelsen i § 2, stk. 2, nr. 4, i lov nr. 411 af 6. juni 2002 om etablering af Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder.

Til stk. 2.

Bestemmelsen indebærer, at Institut for Menneskerettigheder med henblik på at fremme ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse kan behandle klager over overtrædelse af forbudet mod forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse, jf. lovens § 3, og klager over overtrædelse af forbudet mod repressalier, jf. lovens § 8.

Instituttet kan give udtryk for sin opfattelse af, om der er sket en overtrædelse af de anførte bestemmelser, herunder i form af en vejledende udtalelse eller i form af en vejledende henstilling.

Det falder derimod uden for instituttets beføjelser at udtale kritik i form af beklagelse, misbilligelse eller lignende, uanset om der er handlet i strid med lovgivningen.

Endvidere falder det uden for instituttets beføjelser at tage stilling til, om en person, der har været udsat for forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse, har adgang til erstatning for økonomisk tab eller godtgørelse for ikke-økonomisk skade. Instituttet kan ligeledes ikke træffe en afgørelse om ugyldighed. Sådanne spørgsmål skal i stedet forelægges domstolene til afgørelse.

Institut for Menneskerettigheder kan tage en sag op til behandling på grundlag af en klage fra en borger eller på andet grundlag, f.eks. presseomtale.

Enhver kan indgive en klage til instituttet. Det kræves således ikke, at klageren er part i den sag, hvorover der klages. Dette skal ses i sammenhæng med bestemmelsens stk. 4, hvorefter instituttet afgør, om en klage skal undersøges nærmere.

Instituttet kan behandle klager over enhver, der udfører opgaver inden for lovens anvendelsesområde, jf. § 2. Dette indebærer, at såvel offentlige myndigheder som institutioner, foreninger og selskaber m.v., der er organiseret på privatretligt grundlag, er omfattet af instituttets beføjelser.

Når instituttet afgiver en udtalelse, skal denne rettes mod den pågældende offentlige myndighed eller det pågældende private selskab m.v. Det falder således uden for instituttets beføjelser at tage stilling til, om en til den offentlige myndighed eller det private selskab m.v. knyttet enkeltperson har overtrådt forbudet mod forskelsbehandling, og instituttets udtalelser skal således ikke rettes mod enkeltpersoner, der virker i offentlig eller privat tjeneste.

Selvom instituttet ikke kan træffe afgørelse om sanktioner, har instituttets udtalelser dog en sådan karakter, at udtalelserne skal behandles efter forvaltningslovens regler. Dette indebærer, at forvaltningslovens bestemmelser om partsaktindsigt, partshøring, begrundelse m.v. finder anvendelse i forbindelse med instituttets behandling af konkrete klagesager.

Ved behandlingen af konkrete sager skal Institut for Menneskerettigheder i overensstemmelse med det almindelige forvaltningsretlige princip, officialmaksimen, søge sagen oplyst i fornødent omfang. Bestemmelsen om delt bevisbyrde i lovens § 7 finder dermed ikke anvendelse i forbindelse med instituttets behandling af konkrete sager.

Den nærmere tilrettelæggelse af instituttets behandling af konkrete sager henhører under instituttet.

Henset til, at instituttet tillige har til opgave at bistå ofre for forskelsbehandling med at få behandlet deres klager over forskelsbehandling, forudsættes det dog, at instituttets behandling af klager over forskelsbehandling efter § 10 tilrettelægges på en sådan måde, at det modvirkes, at der skabes mistillid til instituttets virksomhed i den forbindelse.

Det bemærkes, at Institut for Menneskerettigheder kan overlade varetagelsen af opgaver, der består i udøvelse af faktisk forvaltningsvirksomhed, til andre. Instituttet vil således eksempelvis kunne overlade opgaven med at bistå ofre for forskelsbehandling, jf. § 2, stk. 2, nr. 4, i lov om etablering af Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder til lokale retshjælpsinstitutioner m.v.

Til stk. 3.

Bestemmelsen har til formål at lette adgangen til domstolsprøvelse i sager, hvor Institut for Menneskerettigheder finder, at der er sket en overtrædelse af forbudet mod forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse eller af forbudet mod repressalier.

Fri proces kan alene meddeles, såfremt de betingelser, der følger af retsplejelovens § 330, stk. 1, nr. 2, er opfyldt. Af bestemmelsen følger, at der efter ansøgning kan meddeles en person fri proces, såfremt han ikke uden at lide væsentlige afsavn kan betale de omkostninger, der er forbundet med sagen.

Til stk. 4.

Bestemmelsen har til formål at sikre, at Institut for Menneskerettigheder kan afvise at behandle klager, der er indgivet til instituttet.

Med bestemmelsen sikres, at instituttet kan koncentrere sin virksomhed om de sager, som instituttet finder mest betydningsfulde, og som er egnet til behandling af instituttet. Hermed styrkes instituttets muligheder for at samle sin virksomhed om spørgsmål, som instituttet finder, at der er behov for en afklaring af.

I instituttets vurdering af, om en klage giver tilstrækkelig anledning til undersøgelse, kan indgå, om klagen er grundløs eller uvæsentlig. Sådanne sager kan afvises af instituttet.

Sager, der frembyder en bevistvivl, der bør afklares ved parts- eller vidneforklaringer, skal ligeledes afvises af instituttet. Instituttet kan således ikke foranstalte vidneførelse eller lignende til klarlæggelse af de faktiske omstændigheder. Sådanne sager må i stedet forelægges domstolene til afgørelse.

Det forhold, at der klages over spørgsmål, der kan være genstand for prøvelse i andre fora, herunder ved domstolene, hos Folketingets Ombudsmand eller som led i administrativ rekurs, kan, også selvom de ikke konkret er udnyttet, i øvrigt indgå i instituttets overvejelser om, hvorvidt sagen skal behandles af instituttet. Det er ikke skønnet hensigtsmæssigt at fastlægge regler for, hvorledes forholdet mellem instituttet og eventuelt konkurrerende prøvelsesmyndigheder skal reguleres. Det overlades til instituttets egen vurdering, om den konkrete sag skal behandles af instituttet i sådanne tilfælde.

Det forhold, at den konkrete tvist mere hensigtsmæssigt kan finde sin løsning på anden vis end ved afgivelse af udtalelse om instituttets opfattelse af sagen, kan endvidere indgå i instituttets overvejelser om, hvorvidt sagen skal behandles af instituttet. I denne vurdering kan indgå, at instituttets adgang til at bistå og mægle ved løsning af konkrete konflikter bør anvendes i videst muligt omfang, da en sådan uformel konfliktløsning ofte er et mere egnet middel til at løse konflikter vedrørende forskelsbehandling og forebygge fremtidige konflikter end udtalelser i konkrete sager.

Herudover kan instituttet ved en afgørelse om afvisning tage hensyn til, om en nærmere undersøgelse vil stå i rimeligt forhold til undersøgelsens forventede resultat sammenholdt med instituttets ressourcer og den aktuelle sagsmængde.

Til kapitel 5.

Til § 11.

Loven træder i kraft den 1. juli 2003.

Herved sikres, at direktivet om etnisk ligebehandling gennemføres i dansk ret forud for fristen for gennemførelse af direktivet den 19. juli 2003, jf. hertil artikel 16 i direktivet om etnisk ligebehandling.

I forbindelse med lovens ikrafttræden træder § 2, stk. 2, nr. 4, i lov nr. 411 af 6. juni 2002 om etablering af Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder i kraft. Udenrigsministeren fastsætter ikrafttrædelsen heraf, jf. denne lovs § 12, stk. 1. Herved gennemføres artikel 13 i direktivet om etnisk ligebehandling om udpegning af uafhængige organer for fremme af ligebehandling.

Til § 12.

Bestemmelsen fastsætter lovens territoriale gyldighedsområde og indebærer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland. Den kan dog ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige grønlandske og færøske forhold tilsiger.

Officielle noter

1. Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Rådets direktiv 2000/43/EF af 29. juni 2000 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse (EF-Tidende 2000 nr. L 180 s. 22).