Afslag på klage om etnisk diskrimination ved sikkerhedsstillelse på hotel

Sagen omhandler en klage over påstået forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med sikkerhedsstillelse ved check-in på et hotel. Klager, en dansk statsborger bosat i Tyskland, blev nægtet muligheden for at deponere sit pas som sikkerhed, en mulighed der ifølge hotellets politik var forbeholdt udenlandske gæster.

Klager gjorde gældende, at han blev udsat for både direkte og indirekte forskelsbehandling i strid med Bekendtgørelse af lov om etnisk ligebehandling § 1. Han mente, at hotellet antog hans danske nationalitet baseret på hans hudfarve og sprog, og at dette førte til en ringere behandling. Han påpegede, at hotellets politik om pasdeponering for udenlandske gæster indirekte stillede personer af dansk etnisk oprindelse ringere.

Hotellet afviste klagen og argumenterede for, at Ligebehandlingsnævnet ikke havde kompetence til at behandle klager over forskelsbehandling på grund af nationalitet/statsborgerskab. De fastholdt, at deres politik var baseret på nationalitet og var objektivt begrundet i forskellige lovkrav for registrering af danske og udenlandske hotelgæster, samt behovet for sikkerhedsstillelse.

Ligebehandlingsnævnet fastslog indledningsvist, at nævnet ikke har kompetence til at behandle sager om forskelsbehandling på grund af nationalitet, men kun sager om race eller etnisk oprindelse i henhold til Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 1. Nævnet gennemgik definitionerne af direkte og indirekte forskelsbehandling, som beskrevet i Bekendtgørelse af lov om etnisk ligebehandling § 2, og princippet om bevisbyrde, jf. Bekendtgørelse af lov om etnisk ligebehandling § 7.

Nævnet konkluderede, at muligheden for at deponere pas som sikkerhed er knyttet til statsborgerskab/nationalitet og ikke til race eller etnisk oprindelse. Derfor fandt nævnet ikke, at hotellets praksis var udtryk for forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse, og klager fik ikke medhold i sin klage.