Klage over aldersdiskrimination ved tvangsforflyttelse af tjenestemand afvist pga. forældelse

Klageren, født i 1943, klagede over forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med en tvangsmæssig forflyttelse fra by A til et betalingscenter i by B. Klageren mente, at hun var blevet dårligt behandlet og tvangsforflyttet på grund af sin alder, da hun ikke fik lov til at komme i inddrivelsesafdelingen ved sammenlægningen med kommunerne. Ligebehandlingsnævnet tog ikke klagen til følge, da kravet ansås for at være forældet.

Indklagede gjorde gældende, at klagers krav var forældet i henhold til Forældelsesloven, da klager var bekendt med aldersindsigelsen allerede ved opsigelsen i december 2007. Indklagede henviste til Forældelsesloven § 2, hvorefter forældelsesfristen løber fra det tidligste tidspunkt, hvor fordringshaveren kunne stille sit krav, dvs. fra den endelige beslutning om forflyttelse den 29. marts 2007. Den almindelige forældelsesfrist er ifølge Forældelsesloven § 3 3 år, og da klager var tjenestemandsansat, er denne frist gældende. Klager rejste først kravet igen ved brev af 19. juni 2011, hvilket var efter forældelsesfristen.

Ligebehandlingsnævnet bemærkede, at klager var ansat som tjenestemand, og hendes ansættelsesforhold var reguleret af tjenestemandslovgivningen. Da ansættelsesforholdet ikke hvilede på et kontraktsmæssigt grundlag, var klager omfattet af den almindelige 3-årige forældelsesfrist. Nævnet fandt, at forældelsesfristen for klagers eventuelle krav på godtgørelse på grund af aldersdiskrimination måtte regnes fra den 29. marts 2007, og at kravet derfor var forældet fra den 29. marts 2010. Klagen blev derfor ikke taget til følge.