Varemærkekrænkelse – Kæmpe Læske mod Hvid Læske og Grøn Læske

Sagen omhandlede en påstået varemærkekrænkelse af Mejerigaarden A/S's registrerede varemærke "Kæmpe Læske" for spiseis. Mejerigaarden gjorde gældende, at A-Frost A/S's salg af is under navne indeholdende ordet "Læske", herunder "Hvid Læske", "Grøn Læske", "Hvid Læskeis" og "Grøn Læskeis", udgjorde en krænkelse.

Parterne og de omtvistede produkter

Mejerigaarden A/S er en af Danmarks største isproducenter og har markedsført "Kæmpe Læske" siden 1984, med varemærkeregistrering fra 1993. Isen er en hvid limonadeis med chokoladetop, kendt for sin bløde konsistens. Mejerigaarden havde tidligere (1966-1975) markedsført isen under navnet "Hvid Læske". A-Frost A/S distribuerer frostvarer og solgte i 2010 hvide og grønne limonadeis med chokoladetop under navnene "Hvid Læske" og "Grøn Læske". Efter Mejerigaardens indsigelse ændrede A-Frost navnene til "Hvid Læskeis" og "Grøn Læskeis", og senere "Forfriskende Hvid Læskeis" og "Forfriskende Grøn Læskeis".

Mejerigaardens argumenter

Mejerigaarden anførte, at "Kæmpe Læske" er et velkendt varemærke, der nyder udvidet beskyttelse. De fremhævede, at ordet "læske" i varemærket bruges som et substantiv ("en læske") og derfor har særpræg, i modsætning til den almindelige verbale betydning ("at læske sig"). De fremlagde dokumentation for langvarig og omfattende markedsføring samt høje salgstal, der viste, at "Kæmpe Læske" var blandt de bedst sælgende is i Danmark. Mejerigaarden mente, at A-Frosts produkter var identiske eller næsten identiske i smag og udseende, og at brugen af "læske" i A-Frosts navne ville føre til forveksling og udvanding af deres varemærke. De krævede erstatning for uberettiget brug og markedsforstyrrelse.

A-Frosts argumenter

A-Frost bestred, at "Kæmpe Læske" var et velkendt varemærke og hævdede, at ordet "læske" er et almindeligt og beskrivende ord for is, der slukker tørst, og derfor mangler særpræg. De henviste til en erklæring fra Dansk Sprognævn, der understøttede, at "læske" og "læskeis" er generiske termer. A-Frost argumenterede, at generiske ord kun nyder snæver beskyttelse, jf. Varemærkeloven § 13, og at der ikke var risiko for forveksling på grund af forskelle i navnene og salgskanalerne (A-Frost solgte i supermarkeder i multipakker, Mejerigaarden i kiosker enkeltvis). De afviste kravet om erstatning eller foreslog et væsentligt lavere beløb baseret på en fiktiv licenspris på 1-5% af deres omsætning.

Sø- og Handelsretten fandt, at A-Frost A/S havde krænket Mejerigaarden A/S's varemærke "Kæmpe Læske".

Rettens vurdering

Retten lagde vægt på, at ordet "læske" i varemærket "Kæmpe Læske" anvendes som et substantiv ("en læske") og ikke som et beskrivende verbum. Dette gav varemærket særpræg, jf. Varemærkeloven § 3. Endvidere blev "Kæmpe Læske" anset for et velkendt varemærke blandt danske forbrugere, idet det havde været blandt de bedst sælgende is i Danmark siden 1995 og var markedsført i over 35 år, hvilket medfører udvidet beskyttelse, jf. Varemærkeloven § 4.

Retten fandt, at A-Frosts is solgt under navnene "Hvid Læske" og "Grøn Læske" (og de senere ændrede navne) var identiske eller meget ensartede med "Kæmpe Læske" i udseende, smag og konsistens. På grund af isenes identiske karakter og det dominerende element "læske" i navnene, fandt retten, at der var stor sandsynlighed for forveksling blandt forbrugerne. Salget af A-Frosts is til en lavere pris kunne desuden skade "Kæmpe Læske"s omdømme og skabe en uønsket forbindelse. Retten vurderede, at A-Frost havde handlet i det mindste uagtsomt.

Afgørelse

A-Frost A/S blev tilpligtet at anerkende, at de var uberettigede til at bruge følgende varemærker i forbindelse med produktion, markedsføring og salg af spiseis:

• HVID LÆSKEIS
• HVID LÆSKE
• GRØN LÆSKEIS
• GRØN LÆSKE

A-Frost A/S blev dømt til at betale Mejerigaarden A/S et rimeligt vederlag som kompensation for krænkelsen, jf. Varemærkeloven § 43, samt godtgørelse for markedsforstyrrelse:

Beløbet på 100.000 kr. skal betales med procesrente fra 20. september 2010. Derudover skal A-Frost A/S betale 30.480 kr. i sagsomkostninger, forrentet efter rentelovens § 8a.

Dommen er anket til Højesteret. (HR 124/11).Sagen er sluttet i Højesteret den 29. juni 2012 ved at sagen hæves.