Sag om misrekommandering og overtrædelse af god markedsføringsskik ved fremsendelse af sikkerhedsdatablad til fælles kunde

Sagen omhandlede et spørgsmål om, hvorvidt sagsøgte havde misrekommanderet sagsøgers produkt eller handlet i strid med god markedsføringsskik. Dette skete ved, at sagsøgte fremsendte et sikkerhedsdatablad for sagsøgers produkt til en fælles kunde, Inbodan A/S, som er en indkøbsafdeling for Idé Møbel-varehusene.

Baggrund for tvisten

Begge parter er firmaer, der handler med plejemidler til møbler og konkurrerer om levering af imprægneringsmidler. Sagsøger markedsførte et imprægneringsmiddel, "Textil Master Protection", som var ca. 25% billigere end sagsøgtes produkt, "G8". Sagsøger henvendte sig til Inbodan A/S for at afsætte sit produkt.

Sikkerhedsdatablade og analyser

• Sagsøgers sikkerhedsdatablad (Chemtox A/S, 22. marts 2000): Angav produktet som meget brandfarligt og med risiko for skader på centralnervesystemet ved langvarig eller gentagen påvirkning.
• Sagsøgtes analyse af sagsøgers produkt (Miljø-Kemi, 15. februar 2000): Fandt stoffet toluen-2,4-diisocyanat i sagsøgers produkt. Miljø-Kemi udarbejdede herefter et sikkerhedsdatablad for sagsøgers produkt (3. marts 2000), der angav et indhold af toluen-2,4-diisocyanat på 0,5-2 vægtprocent og nævnte en kræftrisiko.
• Sagsøgtes sikkerhedsdatablad for G8 (7. marts 2000, rettet 8. maj 2000): Det oprindelige datablad indeholdt fejl, som blev rettet efter henvendelse fra Chemtox til Arbejdstilsynet og Teknologisk Institut.

Inbodans sammenligning

Inbodan udarbejdede en sammenligning af de to produkter (28. marts 2000) baseret på de fremsendte sikkerhedsdatablade. Denne sammenligning fremhævede sagsøgers produkt som "meget brandfarligt" (flammepunkt 12 grader) og med risiko for skader på centralnervesystemet, mens sagsøgtes produkt (flammepunkt 49 grader) blev fremstillet som mindre farligt. Sammenligningen anbefalede sagsøgtes produkt af sikkerhedsmæssige årsager.

Sagsøgers modanalyse

Sagsøger fik Steins Laboratorium til at analysere sit produkt (1. maj 2000), som viste, at indholdet af toluen-2,4-diisocyanat var under 0,05 g/l, hvilket er under den oplysningspligtige grænse på 0,1%.

Parternes påstande

Sagsøger påstod, at sagsøgte havde overtrådt Markedsføringsloven § 1 og Markedsføringsloven § 2 ved at afgive fejlagtige og ufordelagtige oplysninger om sagsøgers produkt, hvilket havde medført et betydeligt fald i sagsøgers omsætning af imprægneringsmidler. Sagsøger krævede 100.000 kr. i erstatning.

Sagsøgte påstod frifindelse og anførte, at de ikke havde misrekommanderet sagsøgers produkt eller afgivet urigtige/vildledende oplysninger. De handlede i god tro på Inbodans anmodning om en sammenligning og rettede straks fejl i deres eget sikkerhedsdatablad, da de blev opmærksomme på dem. Sagsøgte mente ikke, at deres handlinger havde haft indflydelse på sagsøgers omsætning.

Sø- og Handelsretten frifandt sagsøgte.

Retten fandt, at det ikke var bevist, at sagsøger havde markedsført sit produkt som identisk med sagsøgtes, men snarere som et produkt med tilsvarende egenskaber til en lavere pris. Inbodan var interesseret i at sammenligne produkterne, og selvom det ikke kunne lægges til grund, at Tom Aagaard (Inbodan) opfordrede sagsøgte til at analysere sagsøgers produkt, spurgte han dog til forskelle og ønskede et sammenligningsgrundlag.

Retten vurderede, at udarbejdelsen af analysen og sikkerhedsdatabladet samt videresendelsen heraf til Inbodan ikke udgjorde misrekommendering eller stred mod god markedsføringsskik. Retten lagde vægt på, at sagsøgte ikke havde til hensigt at fremskaffe andet end korrekte oplysninger om sagsøgers produkt. Der var intet grundlag for at antage, at DD (fra sagsøgte) havde afgivet oplysninger om koncentrationen af toluen i sagsøgers produkt.

Retten lagde til grund, at Tom Aagaards sammenligning af produkterne var baseret på parternes egne sikkerhedsdatablade. Selvom sammenligningen kom til at fremstå fordelagtig for sagsøgte på grund af en fejl fra Teknologisk Instituts side i sagsøgtes sikkerhedsdatablad af 7. marts 2000, havde sagsøgte handlet i god tro og berigtiget forholdene umiddelbart efter at have fået kendskab til fejlen.

Retten fandt derfor ikke, at der var bevist et erstatningsgrundlag, og der var heller ikke dokumenteret et tab. Sagsøger blev pålagt at betale sagsomkostninger på 15.000 kr. til sagsøgte.

Parterne er anonymiseret til Sagsøger v/BB og Sagsøgte v/DD og GG.Et af vidnerne er iøvrigt anonymiseret til HH.