Navnestrid: Krænkelse af slægtsnavn ved brug af 'ALTO' i selskabsnavn

Sagen omhandlede, hvorvidt sagsøgte, ALTO Danmark A/S, og dettes moderselskab, ALTO International A/S, krænkede sagsøger, Ben Preben Altos, slægtsnavn "Alto" og derfor skulle ophøre med anvendelsen af navnet samt anerkende ikke at kunne opnå varemærkeret hertil.

Sagsøgers baggrund og navneændring

Ben Preben Alto, oprindeligt døbt Preben Niels Johansen, fik i 1981 tilladelse til at føre slægtsnavnet Alto. Navnet "Alto" er siden 1987 opført som et forbeholdt navn i Familieretsdirektoratets bekendtgørelse. Sagsøger forklarede, at navneændringen skete af familiemæssige årsager, og at han ikke kendte til ordets betydning på andre sprog på det tidspunkt.

Sagsøgtes virksomhed og navnevalg

ALTO Danmark A/S blev stiftet i 1971 og ændrede navn til ALTO Danmark A/S i 1998 efter en fusion. Selskabet, der er 100% ejet af ALTO International A/S, producerer og forhandler rengøringsudstyr og har datterselskaber globalt. Navnet "ALTO" blev valgt som et kunstord med positiv klang, der kunne udtales på alle sprog, inspireret af sloganet "Altogether". Sagsøgte undersøgte ikke bekendtgørelsen om beskyttede navne, men telefonbøger, for at sikre, at navnet ikke var et familienavn.

Varemærkeregistrering og indsigelser

ALTO International A/S ansøgte i december 1997 om registrering af ord- og figurmærket "ALTO" i flere vareklasser. Ben Preben Alto fremsatte i juli 1999 indsigelse mod denne registrering over for Patentdirektoratet og mod selskabsnavnene over for Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen henviste sagsøger til at afklare spørgsmålet ved et civilt søgsmål. ALTO International A/S opnåede EF-varemærkeregistrering i august 1999. Sagen blev henvist til Sø- og Handelsretten i maj 2000.

Parternes påstande

Sagsøger, Ben Preben Alto, nedlagde påstand om, at sagsøgte skulle:

• Ændre navnet på aktieselskaberne ALTO Danmark A/S og ALTO International A/S.
• Ophøre med anvendelsen af navnet ALTO i forbindelse med selskabernes virksomhed i Danmark.
• Anerkende, at betegnelsen ALTO ikke kan varemærkeregistreres.

Sagsøgte, ALTO Danmark A/S, nedlagde påstand om:

• Frifindelse for alle påstande, subsidiært afvisning.

Rettens begrundelse

Retten lagde til grund, at Ben Preben Altos slægtsnavn "Alto" er et beskyttet navn i henhold til navnebevis fra 1981 og bekendtgørelsen om forbeholdte navne fra 1987. Navnets alder blev ikke tillagt betydning for beskyttelsens omfang. Retten fandt, at "Alto" ikke har en almindelig kendt sekundær betydning på dansk, og at dets betydning på andre sprog ikke er almindelig kendt i Danmark eller giver associationer til en bestemt branche. Det fremstår som et fantasiord i sagsøgtes navn og kan derfor nyde beskyttelse.

Retten fastslog, at den 6-måneders præklusionsfrist i Aktieselskabsloven § 159b, stk. 3 ikke finder anvendelse i navnesager. Sagsøgte burde have undersøgt bekendtgørelsen om beskyttede navne inden registrering af selskabsnavnet. Sagsøger reagerede rettidigt, da han blev bekendt med navnet i april 1999 og fremsatte indsigelser i maj og juli 1999, hvorefter sagen blev anlagt i februar 2000. Der forelå derfor ikke passivitet fra sagsøgers side.

Afgørelse

• Påstand 1 (Navneændring): Retten fandt, at ALTO Danmark A/S havde overtrådt Aktieselskabsloven § 153, stk. 2, da "Alto" er et slægtsnavn. ALTO Danmark A/S blev derfor tilpligtet at ændre sit navn. Påstanden mod ALTO International A/S blev dog ikke imødekommet, da dette selskab ikke var sagsøgt i sagen.
• Påstand 2 (Ophør med anvendelse): Denne påstand blev afvist, da den var for upræcist formuleret og havde en uklar rækkevidde.
• Påstand 3 (Varemærkeregistrering): Denne påstand blev ligeledes afvist, da det var ALTO International A/S, og ikke ALTO Danmark A/S, der havde forsøgt at varemærkeregistrere betegnelsen "ALTO". Påstanden havde derfor ikke aktualitet i forhold til sagsøgte.

Thi kendes for ret: Sagsøgte, ALTO Danmark A/S, tilpligtes at ændre navnet på aktieselskabet ALTO Danmark A/S, men frifindes for den øvrige del af påstanden. Sagsøger, Ben Preben Altos, påstand 2 og 3 afvises. Hver part bærer egne omkostninger.