Sambehandling af minkerstatning skaber ikke skattepligtig fordring

En minkvirksomhed (lejer) og en følgevirksomhed (udlejer af minkfarmen) indgik en aftale om "sambehandling" for at søge om erstatning efter nedlukningen af minkerhvervet. Aftalen indebar, at minkvirksomheden (Spørger 1) skulle indsende en fælles ansøgning og modtage den samlede erstatning fra staten, som efterfølgende skulle fordeles mellem parterne i henhold til en intern fordelingsaftale. Skatterådet skulle tage stilling til de skattemæssige konsekvenser af denne struktur, herunder om der opstod en fordring mellem parterne, og hvordan beskatningen skulle periodiseres.

Ingen Fordring Efter Kursgevinstloven

Skatterådet bekræftede, at aftalen om sambehandling ikke skabte en pengefordring for følgevirksomheden (Spørger 2) mod minkvirksomheden (Spørger 1), som var omfattet af Kursgevinstloven § 1. Begrundelsen var, at minkvirksomheden alene fungerede som en "mellemmand", der skulle videreformidle den del af erstatningen, som tilkom følgevirksomheden. Der var tale om en aftale om fordeling af et beløb fra staten, og ikke en transaktion, hvor der blev stiftet gæld. Da der ikke opstod en pengefordring, var der heller ikke tale om kursgevinster eller -tab.

Ejendomsret og Beskatning af Aktiver

Det blev fastslået, at ejendomsretten til følgevirksomhedens (Spørger 2) minkspecifikke aktiver ikke blev overdraget til minkvirksomheden (Spørger 1). I henhold til sambehandlingsreglerne afgav følgevirksomheden afkald på erstatning, og staten erhvervede direkte retten til at bortskaffe aktiverne. Derfor skulle Spørger 1 ikke opgøre genvundne afskrivninger eller ejendomsavance på aktiver, vedkommende aldrig havde ejet. Spørger 2 skulle derimod beskattes af den erstatning, der kunne henføres til de afståede aktiver. Erstatningssummen sidestilles med en salgssum i henhold til Afskrivningsloven § 48 og Ejendomsavancebeskatningsloven § 2.

Beskatningstidspunkt

Beskatningstidspunktet for begge parter indtræder, når der er erhvervet endelig ret til erstatningen. Skatterådet fastslog, at dette tidspunkt er, når Erstatnings- og taksationskommissionen træffer sin 1. instansafgørelse om erstatningens størrelse. Dette er i overensstemmelse med retserhvervelsesprincippet i Statsskatteloven § 4.

• Den interne aftale om fordeling af erstatningen var klar, og en efterfølgende godkendelse mellem parterne blev anset for en formel betingelse, der ikke udskød beskatningstidspunktet.
• Da parterne kunne frafalde sambehandlingsaftalen indtil kommissionens afgørelse, opstod de skattemæssige konsekvenser først på det tidspunkt, hvor aftalen blev endelig og bindende, hvilket var sammenfaldende med afgørelsestidspunktet.