Momspligt på ydelser til danske kunder

Sagen omhandler spørgsmålet om, hvorvidt ydelser leveret af selskab A til danske kunder (kunde A) skal pålægges 25 % dansk moms. Selskab A er en del af en koncern, der også omfatter selskab B. Selskab A leverer "ydelse A" til kunde A, mens selskab B leverer "ydelse B" til kunde B. Kunde B er forpligtet til at levere en ydelse svarende til ydelse A til selskab B, og kunde B kan vælge at indkøbe ydelse A fra selskab A eller en tredjepartsleverandør. Valg af tredjepartsleverandør kan dog medføre strammere kommercielle vilkår og højere omkostninger fra selskab B.

Faktiske forhold

Selskab A og B har samme ultimative ejer, men udfører separate aktiviteter. Selskab A leverer ydelse A til kunde A, som anvender ydelsen til at træffe kommercielle beslutninger og forhandle aftalevilkår med selskab B. Kunde A giver tilladelse til, at selskab A må informere selskab B om den leverede ydelse A. Selskab B anvender ydelse A direkte til at håndtere ydelse B, som leveres til kunde B. Virksomhedsstrukturen med to separate enheder er begrundet i ansættelsesretlige og regulatoriske forhold.

Spørgsmål

Kan det bekræftes, at der skal opkræves 25 % dansk moms fra kunderne for de ydelser, der leveres af selskabet A (i overensstemmelse med Momsloven § 4 og Momsloven § 16)?

Spørgers opfattelse og begrundelse

Spørger mener, at ydelse A er en momspligtig serviceaftale mellem selskab A og kunde A, hvor der er gensidige forpligtelser. Ydelsen anvendes af kunde A til kommercielle beslutninger og forhandlinger med selskab B. Leveringsstedet for ydelsen er Danmark i henhold til Momsloven § 16, stk. 1. Ydelsen er ikke momsfritaget, herunder ikke omfattet af fritagelsen for forsikringsvirksomhed i Momsloven § 13, stk. 1, da den ikke leveres "i forbindelse med" forsikringsvirksomhed og ikke er en biydelse til en hovedydelse leveret af samme afgiftspligtige person, jf. SKM2018.381.SR.

Spørger fremhæver, at koncernens valg af to separate juridiske enheder ikke udgør misbrug, da der er ikke-fiskale begrundelser for strukturen, og skatteydere har ret til at vælge den mest fordelagtige struktur. Neutralitetsprincippet tilsiger, at ydelse A skal behandles ens, uanset om den leveres af selskab A eller en tredjepart. Det faktum, at kunde B frit kan vælge en tredjepartsleverandør af ydelse A, understøtter, at ydelse A er en selvstændig ydelse.

Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Skattestyrelsen anerkender, at selskab A's ydelser som udgangspunkt er momspligtige i henhold til Momsloven § 4, stk. 1. De er ikke momsfritaget som biydelser til en momsfritaget hovedydelse, da hoved- og biydelsen ikke leveres af samme afgiftspligtige person, jf. SKM2018.381.SR.

Skattestyrelsen vurderer, hvem ydelse A reelt leveres til. Selvom koncernen har frihed til at vælge sin struktur, og der ikke er tale om misbrug, skal den økonomiske og forretningsmæssige virkelighed tages i betragtning. Selskab B anvender ydelse A direkte til at håndtere ydelse B, hvilket indikerer, at ydelsen i højere grad er henvendt til selskab B. Dog har ydelse A også en selvstændig værdi for kunde A.

Skattestyrelsen konkluderer, at hvis forskellene i kommercielle vilkår og dækning (herunder pris) ved valg af et alternativt produkt udelukkende skyldes, at ydelse A fra en tredjepart ikke er identisk med selskab A's ydelse A, og/eller skyldes forøgede administrative omkostninger for selskab B, så er det reelt muligt for kunde B at fravælge selskab A's ydelser. I så fald er det i overensstemmelse med den forretningsmæssige og økonomiske virkelighed at anerkende, at selskab A's ydelser leveres til kunde A.

Skatterådets afgørelse

Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse og bekræfter, at der skal opkræves 25 % dansk moms fra de danske erhvervskunder for de ydelser, der leveres af selskab A.