Udenlandsk selskabs salgsbesøg i Danmark stiftede ikke fast driftssted

Skatterådet bekræftede, at et udenlandsk selskabs (H1) aktiviteter i Danmark ikke udgjorde et fast driftssted. Selskabet var derfor ikke begrænset skattepligtigt til Danmark i henhold til Selskabsskatteloven § 2, stk. 1, litra a. Afgørelsen var baseret på, at selskabets to salgsmedarbejdere, som var bosat i udlandet, kun var fysisk til stede i Danmark i et meget begrænset omfang.

Faktiske forhold

Sagen omhandlede et udenlandsk selskab, H1, der servicerede danske engros-kunder via to salgsmedarbejdere ansat i udlandet. Deres tilstedeværelse i Danmark var begrænset og sporadisk.

• Fysisk tilstedeværelse: Medarbejderne var tilsammen i Danmark i mindre end 10 dage om året.
• Arbejdssted: H1 havde ingen faste lokaler i Danmark. Medarbejderne besøgte kunder på deres adresser eller lejede i sjældne tilfælde eksterne mødefaciliteter.
• Arbejdsopgaver i Danmark: Opgaverne bestod primært i at opbygge kunderelationer, præsentere produkter og føre indledende forhandlinger om pris, mængde og leveringsbetingelser.
• Kontraktindgåelse: Selve udarbejdelsen og den endelige indgåelse af kontrakter foregik som altovervejende hovedregel fra H1's kontor i udlandet. Medarbejderne havde en begrænset fuldmagt til at forhandle og indgå standardkontrakter, men denne fuldmagt blev yderst sjældent anvendt under besøg i Danmark. Det blev oplyst, at det ikke kunne udelukkes, at 1-2 kontrakter kunne blive underskrevet i Danmark over en femårig periode.

Skatterådets vurdering

Skatterådet vurderede spørgsmålet om fast driftssted ud fra Den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst § 5 og OECD's modeloverenskomst. Vurderingen blev delt op i to dele: hovedreglen om et fast forretningssted og agentreglen.

Vurdering efter hovedreglen (fast forretningssted)

For at statuere et fast driftssted efter hovedreglen skal tre betingelser være opfyldt: der skal eksistere et forretningssted, det skal være "fast", og virksomheden skal udøves derfra. Skatterådet fandt, at de lejede mødefaciliteter kunne udgøre et forretningssted i lejeperioden. Betingelsen om, at forretningsstedet skulle være "fast", var dog ikke opfyldt. Dette skyldtes, at lejen skete i så begrænset omfang og med så lav hyppighed, at det ikke havde den nødvendige grad af varighed. Der blev henvist til praksis, herunder SKM2013.545.SR, hvor en persons besøg hos mange forskellige kunder heller ikke blev anset for at skabe et fast driftssted.

Vurdering efter agentreglen

Et fast driftssted kan også opstå, hvis en afhængig agent (f.eks. en medarbejder) har og "sædvanligvis udøver" en fuldmagt til at indgå aftaler på selskabets vegne. Skatterådet anerkendte, at salgsmedarbejderne havde en vis fuldmagt. Betingelsen om, at fuldmagten skulle udøves "sædvanligvis", var imidlertid ikke opfyldt. Da kontraktindgåelse i Danmark var yderst sjælden og kun forventedes at ske 1-2 gange over en femårig periode, kunne udøvelsen af fuldmagten ikke anses for at være sædvanlig. Medarbejdernes tilstedeværelse og aktivitet i Danmark var for kortvarig og sporadisk.

Konklusion

Da hverken hovedreglen eller agentreglen førte til etablering af et fast driftssted, konkluderede Skatterådet, at H1 ikke var begrænset skattepligtig af sine aktiviteter i Danmark.