OPP-leverandør anerkendt som ejer med ret til afskrivning

Skatterådet bekræftede, at en OPP-leverandør (investor) kunne anses som den skattemæssige ejer af en række kommunale arealer og bygninger, og dermed var berettiget til at foretage skattemæssige afskrivninger. Dette gjaldt, selvom OPP-kontrakten indeholdt en køberet for kommunen og en salgsret for leverandøren ved kontraktudløb efter 30 år til en forud fastsat pris. Afgørelsen lagde vægt på, at leverandøren bar de væsentligste økonomiske risici i både anlægs-, drifts- og ophørsfasen.

Faktiske forhold

En kommune (Spørger) indgik en OPP-aftale med en investor om opførelse og drift af ca. 6.000 m² fordelt på ejerlejligheder. Projektet omfattede:

• Erhvervs- og energihus, bibliotek og konferencecenter
• Børnehus
• Kampsportscenter

Investoren forpligtede sig til at finansiere, projektere, opføre og vedligeholde aktiverne i en 30-årig driftsperiode. Kommunen skulle betale en fast årlig rådighedsbetaling. Ved aftalens udløb havde kommunen en ret, men ikke en pligt, til at købe aktiverne for 56 % af anlægssummen. Tilsvarende havde investoren en ret, men ikke en pligt, til at sælge til samme pris.

Spørgsmål og Skatterådets afgørelse

Skatterådets begrundelse

Spørgsmål 1: Skattemæssigt ejerskab og afskrivning

Skatterådet fandt, at OPP-leverandøren skulle anses som den reelle ejer. Retten til at afskrive tilkommer ejeren af et aktiv, der benyttes erhvervsmæssigt, jf. Afskrivningsloven § 1. Vurderingen baserede sig på en realitetsbedømmelse af, hvem der bar de væsentligste risici og ejerbeføjelser. Det blev lagt til grund, at:

• Investoren bar risikoen i anlægsfasen (forsinkelser, omkostninger) og driftsfasen (vedligeholdelsesudgifter).
• Investoren havde den retlige råden over ejendommen og kunne pantsætte den.
• Købs- og salgsretterne ved udløb ændrede ikke på ejerskabet, da ingen af parterne var forpligtede, og prisen blev forudsat at afspejle den skønnede handelsværdi.

Skatterådet præciserede dog, at afskrivningsretten afhang af bygningernes konkrete anvendelse. I henhold til Afskrivningsloven § 14 kan der ikke afskrives på bygninger, der anvendes til kontor. Erhvervs- og energihuset blev anset for at være kontor og var derfor ikke afskrivningsberettiget. De øvrige faciliteter (børnehus, kampsportscenter, bibliotek og konferencecenter) var afskrivningsberettigede. Da der var tale om blandet benyttelse, skulle afskrivning ske i henhold til Afskrivningsloven § 19.

Spørgsmål 2: Momsmæssigt ejerskab

Spørgsmålet blev afvist, da der ikke kan gives bindende svar på bevillingsspørgsmål, såsom en tilladelse til frivillig momsregistrering, jf. Skatteforvaltningsloven § 21, stk. 3.

SKAT afgav dog en vejledende udtalelse. Udlejning af fast ejendom er som udgangspunkt momsfritaget efter Momsloven § 13, stk. 1, men man kan søge om frivillig registrering for erhvervsmæssig udlejning efter Momsloven § 51. En forudsætning er, at udlejer er ejer i momsmæssig forstand, hvilket indebærer retten til at råde over godet som ejer, jf. Momsloven § 4, stk. 1. Aftalen blev ikke anset for at være finansiel leasing omfattet af Momsloven § 4, stk. 3, da ejendomsretten ikke med sikkerhed overgik til lejer. Baseret på den samme vurdering som i spørgsmål 1, var det SKATs vejledende opfattelse, at OPP-leverandøren også i momsmæssig henseende skulle anses som ejer.