Delsalg af landbrugsejendom Investering og Bundfradrag
Dato
7. november 2012
Sagsnr
11-285343
Emne
Skat
Type
Bindende svar
Henvisning
Dokument
Spørger ønskede Skatterådets bekræftelse på, om fortjeneste ved salg af en jordparcel og en bygningsparcel fra en landbrugsejendom kunne opgøres efter henholdsvis indekseringsreglerne og reglerne om bundfradrag i Ejendomsavancebeskatningsloven. Spørger havde købt landbrugsejendommen i 1999 og solgte i 2011 en bygningsparcel og en jordparcel. Skatterådet bekræftede, at fortjenesten ved salg af jordparcellen kunne opgøres efter indekseringsreglerne, men afviste at reglerne om bundfradrag kunne anvendes ved opgørelse af fortjeneste ved salg af bygningsparcellen.
Faktiske forhold
- Spørger købte landbrugsejendommen i 1999.
- Spørger beboede ejendommen fra 1999 til december 2009.
- En bygningsparcel blev solgt til A med købsaftale underskrevet d. 15. februar 2011 og overtagelse d. 15. marts 2011.
- En jordparcel blev solgt til B med købsaftale underskrevet d. 21. februar 2011 og overtagelse d. 15. marts 2011.
- Agerjorden og driftsbygninger var udlejet til landbrugsformål indtil salgstidspunktet.
- Den matrikulære approbation fandt sted den 24. juni 2011.
- Spørger ejede ikke andre landbrugsejendomme på afståelsestidspunktet.
Spørgers opfattelse
Spørger mente, at der var tale om delsalg af ejendommen, jf. Ejendomsavancebeskatningsloven § 3 a, og at betingelserne for at anvende både indeksering og bundfradrag var opfyldt. Spørger anførte, at overdragelsen af bygningsparcellen fandt sted den 15. februar 2011 og jordparcellen den 21. februar 2011, og at der ikke var tale om samtidige handler.
Skatteministeriets indstilling
Skatteministeriet fandt, at jordparcellen blev benyttet til landbrug på afståelsestidspunktet, og at reglerne om indeksering i Ejendomsavancebeskatningsloven § 5 a, stk. 1 dermed kunne anvendes. Ministeriet anførte, at afståelsen af bygningsparcellen og jordparcellen skulle anses for at være sket samtidigt i relation til anvendelse af reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven. Da spørger kunne anvende reglerne om indeksering af anskaffelsessummen i Ejendomsavancebeskatningsloven § 5 a, stk. 1 ved opgørelse af fortjenesten ved afståelse af jordparcellen, ville reglerne om bundfradrag i Ejendomsavancebeskatningsloven § 6, stk. 2 ikke kunne anvendes ved opgørelsen af den skattepligtige fortjeneste ved afståelse af bygningsparcellen.
Skatterådets afgørelse
Skatterådet tiltrådte Skatteministeriets indstilling og begrundelse.
Lignende afgørelser