Personlig beskyttelse af direktør anset som løn

Sagen omhandler et aktieselskabs udgifter til personlig beskyttelse af direktøren, hvor Skatterådet skulle vurdere, om udgiften skulle betragtes som løn til direktøren eller som en driftsomkostning for selskabet. Skatterådet besluttede at stadfæste Skatteankenævnets afgørelse, der anså udgiften for at være en privat udgift for direktøren. Klageren blev henvist til at påklage sagen til Landsskatteretten.

Faktiske forhold

• Et aktieselskab afholdt i 2004 udgifter på 189.297 kr. til Falck Securitas for personlig beskyttelse af direktøren og eneaktionæren i 14 dage.
• Baggrunden var, at direktøren var blevet opsøgt af en person, der fremsatte en trussel i forbindelse med en sponsorkontrakt.
• Direktøren anmeldte sagen til politiet dagen efter aftalen med Falck Securitas.
• Politiet indstillede efterforskningen, da de ikke fandt grundlag for at antage, at modtageren af sponsoratet stod bag truslen.
• En efterfølgende civil retssag om sponsorstøtte førte ikke til, at selskabet blev dømt til at betale det krævede beløb.

SKATs afgørelse

• SKAT anså udgiften til Falck Securitas for at være løn til direktøren, jf. Statsskatteloven § 4, og dermed skattepligtig.
• Selskabet kunne fratrække udgiften som lønudbetaling.
• Begrundelsen var, at direktøren var eneaktionær og havde bestemmende indflydelse, og at udgiften var afholdt i direktørens private interesse.

Skatteankenævnets afgørelse

• Skatteankenævnet stadfæstede SKATs afgørelse.
• Nævnet lagde vægt på, at direktøren som eneaktionær havde bestemmende indflydelse og selv havde vurderet behovet for personbeskyttelse.
• Skatteankenævnet fandt ikke, at sagen kunne sammenlignes med situationen for SKATs medarbejdere eller politikere med sikkerhedsvagter.
• Tre medlemmer af nævnet var uenige og ønskede deres indvendinger protokolleret.

SKATs indstilling til Skatterådet

• SKAT indstillede, at Skatteankenævnets afgørelse blev fastholdt.
• SKAT anførte, at det påhvilede direktøren at godtgøre, at udgiften til personbeskyttelse var forretningsmæssigt begrundet.
• SKAT fandt ikke, at direktøren havde dokumenteret, at truslerne var af en sådan karakter, at personbeskyttelse var påkrævet, eller at truslerne vedrørte sponsoraftalen.
• SKAT henviste til SKM2007.46.ØLR som eksempel på, at sundhedsudgifter som udgangspunkt er af privat karakter.
• SKAT fandt ikke, at Skatteankenævnets afgørelse var åbenbart ulovlig.

Skatterådets afgørelse

• Skatterådet besluttede ikke at ændre Skatteankenævnets afgørelse.
• Rådet henviste klageren til at påklage sagen til Landsskatteretten eller domstolene.
• Skatterådet fandt ikke grundlag for at anvende revisionsbestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 2, stk. 3.