Kursgevinstbeskatning af obligationslån med lejeindtægtsregulering
Dato
25. juni 2008
Sagsnr
08-090989
Emne
Skat
Type
Bindende svar
Henvisning
Dokument
A A/S påtænker at udbyde anparterne i et K/S til investorer. Kommanditselskabet udsteder obligationer for 12 mio. EUR, hvor indfrielseskursen reguleres i forhold til den realiserede lejeindtægt fra et hotel under opførelse. Ligningsrådet skulle tage stilling til en række spørgsmål vedrørende kursgevinstbeskatningen af disse obligationer. Lånet udbetales til kurs pari, er afdragsfrit og forfalder til fuld indfrielse i år 2025. Obligationerne forrentes med en fast rente på 6% p.a. Lånets hovedstol skal indfries til kurs 200, men reguleres med 50% af forskellen mellem den realiserede akkumulerede lejeindtægt i de første 15 år, set i forhold til den budgetterede akkumulerede leje i de første 15 år. Hovedstolen kan ikke indfries til under kurs 100. Ligningsrådet bekræftede, at reglerne om finansielle kontrakter finder anvendelse.
Spørgsmål og svar
- Er fordringen omfattet af Kursgevinstloven § 29, stk. 3?
- Svar: Ja.
- Skal kreditor medregne kurstab og -gevinster efter lagerprincippet?
- Svar: Ja, medmindre der gives dispensation til at anvende realisationsprincippet, jf. Kursgevinstloven § 33.
- Er der fuldt fradrag for kurstab for selskaber?
- Svar: Ja, da kontrakten ikke er omfattet af Kursgevinstloven § 31.
- Skal kommanditister medregne kursgevinster og -tab efter realisationsprincippet?
- Svar: Ja, medmindre de har valgt lagerprincippet, jf. Kursgevinstloven § 25.
- Skal kommanditister, der er selskaber, medregne tab og gevinst på gældsbrevet?
- Svar: Ja, se svar på spørgsmål 4.
- Skal kommanditister, der er fysiske personer, medregne tab og gevinst på gældsbrevet?
- Svar: Ja, se svar på spørgsmål 4, medmindre kursgevinsten eller -tabet ikke overstiger 1.000 kr., jf. Kursgevinstloven § 23.
Begrundelse
- Ligningsrådet fandt, at obligationen var omfattet af Kursgevinstloven § 29, stk. 3, da indfrielseskursen var reguleret i forhold til lejeindtægten.
- Da obligationen er i EUR, finder tabsfradragsbegrænsningen i Kursgevinstloven § 7 ikke anvendelse.
- Kursgevinstloven § 8 finder ikke anvendelse, da kommanditisterne og obligationsejerne ikke er koncernforbundne.
- Gælden kan ikke anses for stiftet til overkurs, da indfrielseskursen aldrig kan blive mindre end 100, og er derfor ikke omfattet af Kursgevinstloven § 22.
Lignende afgørelser